Beskeden der blev starten på noget rigtig godt!

28. januar 2010

Engang i slutningen af maj måned opdagede jeg at en fyr med et meget specielt profilbillede havde været inde og se min profil. Jeg gik ind for at tjekke ham ud og endte med at sende ham en besked. Det var starten på noget der viste sig at være noget rigtig godt!

Problemet var bare, at jeg på det tidspunkt havde været på flere dates med en anden fyr, så da Morten spurgte om jeg ville mødes med ham i byen, var jeg meget i vildrede. På den ene side havde jeg mødt en person jeg havde datet et par gange, på den anden side havde Morten gennem få breve vækket en nysgerrighed jeg ikke havde oplevet før. Jeg blev enig med mig selv om, da jeg ikke var blevet kæreste med den anden person ville jeg give Morten en chance, og at mødes i byen kunne ikke være det værste sted at mødes?

Morten: 'Jeg sad en dag på Dating og kiggede en masse profiler igennem for at se, om der var nogle interessante kvinder imellem. Pludselig mens jeg var online fik jeg et brev fra en profil, jeg tidligere havde været inde på, men aldrig nået at få skrevet til. Bag profilen gemte sig Kathrine. Jeg læste brevet med stor interesse, da jeg ikke tidligere havde modtaget så mange 'førstegangsbreve' fra piger, og tænkte hurtigt, at der var noget specielt ved hende her. Hendes humor der matchede min, hendes personlighed der var åben og frisk og ikke mindst hendes udseende. Jeg skyndte mig derfor at svare hende tilbage og valgte at svare ærligt uden at pynte på noget. Dette skete om mandagen.'

Kathrine:
'Det er fredag eftermiddag, og jeg har endelig taget mig sammen til at takke ja til Mortens tilbud om at mødes. Vi havde skrevet meget sammen i løbet af ugen, først over breve, så chat og til sidst sendte han mig sit mobilnummer. Normalt på dette stadie af et bekendtskab med en fra Dating krydsede jeg en tjekliste af i hovedet med ti punkter, jeg søgte hos en kæreste. For at en date (i mit hoved) kunne blive en potentiel kæreste, skulle han opfylde mindst syv af de ti krav. Det pudsige var dog, at jeg på intet tidspunkt i løbet af den forgangne uge havde tænkt på denne liste - det føltes bare rigtigt! Jeg havde lokket en veninde til at tage med mig i byen, så jeg havde en at støtte mig op af, hvis nu min mavefornemmelse ikke viste sig at stemme overens med virkeligheden. Hun hjalp også til at holde nerverne lidt i ro, da vi trådte ind på Jazzhouse lørdag aften.'

Morten:
'Jeg havde skrevet sammen med Kathrine nonstop fra første brev fra hende, og kunne slet ikke koncentrere mig om at arbejde, da jeg kun havde i tankerne hvad hun nu havde svaret mig. Jeg følte at jeg havde gang i noget helt specielt og tog mod til mig og spurgte hende allerede torsdag, om hun ville mødes med mig i byen lørdag aften. Jeg ville ikke invitere hende ud på en rigtig date, da hun havde skrevet om en anden fyr hun havde set et par gange, og tænkte hun måske ville afslå en date - men hun ville gerne mødes med mig i byen!'

Vi var begge lidt fulde da vi mødtes i baren. Derfor var stemningen lidt afslappet og den akavede 'førstedate-følelse' var ikke til stede. Vi faldt i snak med det samme, gik udenfor og opdagede først da det begyndte at lysne, hvad klokken var blevet, og vores anstandsvenner for længst var taget hjem. Vi besluttede os derfor at tage sammen hjem til Kathrine, hvor snakken fortsatte til langt op af søndagen. Uden mange timers søvn skiltes vi med aftale om at vi skulle mødes igen snart.

Siden da er tiden gået stærkt, og vi bor nu på samme adresse, og har været sammen i syv dejlige måneder og er begge enige om, at vi skal dele resten af vores oplevelser med hinanden.

Vi vil gerne takke Dating for at have lavet et sted, hvor alle kan være sig selv uden tanke på alt det overfladiske, et sted hvor kærlighed krydser alle grænser og barrierer!

Kærlige hilsener og held og lykke til alle fra

'kathrineR' og 'roskilde1983'

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...