"Vi bliver nødt til selv at skabe det liv, vi gerne vil have"

d. 09-11-2020

Sexolog Joan Ørting peger på, at vejen til et kærlighedsfyldt liv findes i os selv. Vi er kærlighed og skal holde op med at løbe efter den.

Af Charlotte Thøming

”Sæt dig ned og kig på, hvad det er for et liv, du har. Er det et liv, du kan tilbyde andre? Hvem er du? Og hvad drømmer du om?” Det råd vil sexolog, foredragsholder og forfatter Joan Ørting gerne give til alle, der gerne vil finde en partner.

For ifølge hende kommer det at kreere den tilværelse, vi skal lukke den kommende partner ind i, før selve det at finde en partner.

”Vi bliver nødt til at skabe det liv, vi gerne vil have. Har du et fyldt og godt liv selv? Eller forventer du, der skal komme en partner og give dig det? Arbejd med glæden, taknemmeligheden og hyggen. Vi skal hygge os i vores eget liv. Det skal man jo kunne. Hvad har vi ellers at tilbyde?” siger Joan Ørting.

Lige så snart du føler dig godt tilpas i dit eget selskab og liv, vil det at finde en kommende partner ifølge eksperten blive meget nemmere.

”Vi skal ikke løbe efter kærligheden, vi skal være kærligheden”


Vi er ifølge Joan Ørting blevet for fokuserede på, at den kommende partner skal passe perfekt ind i vores forestilling om, hvordan han eller hun skal være.

Hun peger på en tendens, hun ser hos særligt unge i dag, som ifølge hende er vokset op i en Disney-verden. De har set så mange Disney-film, at særligt kvinderne er begyndt at identificere sig med de mange prinsesser.

”Og så mangler de bare en prins, der kan passe ind i det billede, de kender fra Disney-film. Den tilgang til kærlighed går ikke. Vi skal ryste posen. Der er da ikke nogen mand, der bare vil passe ind i et billede, kvinden har. Der er jo ikke nogen, der gider at være en brik i et eventyr,” siger Joan Ørting.

Den erfarne sexolog råder os til at stoppe med at tro, at vi skal storme ud i verden i jagten på det helt perfekte andet menneske, fordi vi tror, det kun er sådan, den store kærlighed kan opstå. En del af svaret ligger nemlig i os selv.

Se flere ekspertartikler og inspirerende videoer om singleliv og kærlighed HER

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...