Er vi blevet for magelige, eller krævende?

Spørgsmål

d. 05/12 2019 kl. 11:21 - af: Mand, 52 år

Er vi blevet for magelige, eller krævende?
Hej Mai

Tak fordi du giver en mulighed for sparring med kærligheden. Jeg er forholdsvis ny her på sitet, men har da med held fundet en partner tidligere på denne måde, så håbet lever fortsat. Jeg er en fyr på 52, der har kastet mig ud i at finde den næste kæreste, der også kunne tænke sig et fast forhold, og som ikke er bange for ærlig snak. En ting, der slår mig ved at være en del af denne kærligheds-karrusel er, at det kan være svært at trænge igennem til det modsatte køn, og at kravene måske også er steget med alderen?

Jeg har gjort mig en del overvejelser mht. at finde en kommende partner, hvad der kunne være attraktivt, og hvordan jeg præsenterer mig bedst. Jeg synes selv, at jeg har sat en ærlig profil op, men det er måske også "for" ærligt? Der kommer da enkelte forbi, men bortset fra en enkelt date, så bliver det til meget få interesserede, og dette mest fra det, jeg opfatter som falske profiler, eller sugardatere (jo, de findes også her på sitet). I virkeligheden er jeg på jagt efter en kvinde, der er nogenlunde afklaret med sig selv, og sine ønsker. Men det er som om, der er en mur, imellem det jeg ønsker, og det der er muligt. Findes der interesserede kvinder derude, eller er der kun "golddiggers", sugar datere, og forsmåede elskerinder, der gerne vil have lovning på en 50 Shades-oplevelse, før de vil have kontakt med en? Jeg har fået en nagende tvivl om, at vi mænd bliver vejet på en meget fint-kalibreret vægt, og at jeg bliver fravalgt, fordi jeg ikke er maskulin nok, dominant nok, eller af en eller anden oplagt grund, som jeg fuldstændig overser, og derfor heller ikke kan arbejde på at ændre. Det sidste er skrevet med et glimt i øjet, og så alligevel med en vis alvor, for det ser ud til at jeg ikke er særlig god til at læse markedet, eller også er jeg gået lidt kold på, hvilke parametre man bliver målt på i disse dage. Har du ikke mod på at give et lille indblik i den feminine tankegang, og dermed en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til min søgen, så jeg forhåbentlig kan få fundet den kommende kæreste, og ride lykkelig ud mod solnedgangen?

Med venlig hilsen
Den håbefulde mand

Svar

Kære håbefulde mand,

Det lyder da som om, du lidt har en frustrerende oplevelse med denne dating-scene; og jo, jeg vil da gerne se, om jeg kan være behjælpelig med en ‘saltvandsindsprøjtning’. Jeg skrev for ikke så lang tid siden en artikel omkring goderne ved at være single. Men lad os også være ærlige og sige, at det altså også har sine udfordringer, når man er i en position, hvor man bare gerne vil have en kæreste.

Jeg kan så udmærket forstå, at det er demotiverende, hvis man ikke får mange henvendelser, eller når de beskeder man får, ikke kommer fra personer, du finder romantisk relevante. Det er svært for mig at kommentere på, om din profil mon er ‘for ærlig’, som du skriver, idet jeg ikke kan se din profil. Men hvis du ikke føler, den fanger de rette kvinders opmærksomhed, kunne der muligvis være noget hjælp og inspiration at hente i min artikel omkring hvordan du skaber en god profil.

Kommunikation – maskulin og feminin energi


Du skriver, at du finder det svært at trænge igennem til det modsatte køn, og at du overvejer, om kravene mon er steget med alderen. Til dette tænker jeg, at du lidt blander to ting sammen. Det kan helt sikkert være svært at kommunikere med det modsatte køn. Særligt hvis vi søger at forstå dem ud fra vores egen tankegang og ikke kender til forskellene på, hvordan det feminine og det maskuline processer og forstår ting. En maskulin tilgang er typisk løsningsorienteret og mere direkte, mens det feminine typisk er mere flydende og følelses-orienteret, og det kan således let føre til misforståelser – men dette er ofte mere vigtigt, når man har startet et forhold. Dog kan det selvfølgelig godt være, du er for direkte på din profil – mon du har en kvindelig veninde, der kan læse den igennem, og som objektivt kan fortælle dig, hvordan hun opfatter den?

Jeg nævner maskulin og feminin energi, idet de spiller en ret stor rolle, når det kommer til tiltrækning, og fordi du nævner særlige stereotyper i din tekst. Alle mennesker har både feminin og maskuline essens i sig – typisk er mænd mere maskuline, mens kvinder har mere feminin essens – men ikke altid. Nogle kvinder trives bedre i deres maskuline element, mens nogle mænd trives bedst i deres feminine. Vi tiltrækkes typisk af mennesker, baseret på hvor vi selv er på skalaen. Ultra-feminine kvinder er typisk tiltrukket af meget maskuline mænd og omvendt, mens man ofte ser, at mere feminine mænd gerne er tiltrukket af kvinder, der er mere i deres maskuline og omvendt. Det handler om polaritet og befinder sig på en skala, hvorfor der ikke som sådan er nogle ‘båse’ eller noget absolut facit i forhold til, hvordan alle kvinder (eller mænd) tænker.

Af denne grund, handler dating altså ikke så meget om at ‘forstå markedet’, men snarere om at tiltrække mennesker, der passer til én. Derfor er det vigtigste med en profil på nettet at skabe en profil, der afspejler dig – og måske beskæftiger sig mindre med ‘at læse markedet’, som du skriver. Hvor vi befinder os på skalaen er desuden ikke statisk, idet vi sagtens kan rykke os og blive enten mere maskuline eller feminine – så måske dine udfordringer i øjeblikket kommer, fordi du selv har rykket dig, og nu ikke længere er tiltrukket af de samme kvinder som tidligere. Dette kan måske forklare hvorfor du føler, landskabet har ændret sig.

Krav i takt med alderen


Selvfølgelig er det vigtigt at forstå det modsatte køn og have en idé om, hvordan det du skriver, opfattes. Men det er mindst lige så vigtigt, at du holder fast i, hvem du er, og at du er åben. I stedet for at fokusere på om du er maskulin eller dominerende nok, så ville jeg i stedet råde dig til at kommunikere på en måde, der afspejler dig, som du er nu – og således tage mindre højde for at skulle være på en bestemt måde. Måske du endda skriver på din profil, at du er på jagt efter en kvinde, der er nogenlunde afklaret med sig selv, og sine ønsker. Jeg forestiller mig, at en kvinde, som er okay klar, omkring hvem hun er, og hvad hun gerne vil, vil finde det tiltrækkende, at du er direkte på denne måde. Hvilket bringer mig til din overvejelse omkring de skærpede krav:
Jeg tror helt sikkert, at jo ældre mennesker bliver, desto bedre kender de sig selv, og jo mindre pis er de villige til at tage (i de fleste tilfælde). Set i dette lys skærpes kravene altså. På samme tid tænker jeg dog også, at vi bliver mere realistiske og indsigtsfulde med alderen. Tiltrækning er tiltrækning, og dette er naturligvis vigtigt, for at et forhold er mere end blot et venskab. Men kærlighed handler, for mig at se, også lige så meget om, at vi mærker, at vores partner vil os det godt, at vi betyder noget for ham eller hende, at der er latter og fælles interesser, samt at en kæreste har kærlige intentioner for os og forholdet. Disse oplevelser, intentioner og den omsorg vi modtager, vil mange gange opveje for de ‘fejl og mangler’ vi ser i en kæreste. Set i dette lys tænker jeg, at vi bliver mere løse med vores krav i takt med, at vi bliver bedre til at mærke, hvad der virkelig betyder noget. Alt dette kommer dog naturligvis først efter, at vi har ‘givet hinanden en chance’ og har lært hinanden at kende – så hvordan kommer vi til det stadie?


Er vi blevet for magelige?


Det korte svar på dette er ja. Vi lever i en narcissistisk tidsalder, hvor mange lidt har glemt, at vi har brug for hinanden, for om end vi er økonomisk uafhængige (og i den vestlige verden også ofte er så privilegerede, at vi kan indrette vores liv som vi vil); så er er mennesket stadig et ‘flok-dyr’. Vi har brug for både fysisk kontakt og kærlighed for ikke bare at være lykkelige; men også for at overleve. Vi har flere penge end nogensinde før, men vi har på samme tid også langt flere ensomme mennesker end tidligere. Penge giver muligheder, hvorfor vi er vant til at få, præcis hvad vi gerne vil have, men sådan fungerer relationer og kærlighed bare ikke. Mennesker er ikke robotter, og de skræddersys ikke efter ønske. Alligevel ‘er vi ikke villige til at gå på kompromis’ og venter hellere på ‘den helt rette / perfekte model’, før vi forpligter os, hvilket mange gange gør, at vi lader gode romantiske partnere forbi passere. Det er så let at se på dating som et katalog, hvor vi glemmer, at det er mennesker, vi har med at gøre. Er han høj nok, er hun interessant nok, tjener vedkommende nok penge, er han flot nok, er hun ung nok osv. osv. Disse spørgsmål stiller vi gerne os selv, men disse spørgsmål tager ikke højde for, hvordan de mennesker, vi så hurtigt dømmer, kunne få os til at føle i deres selskab. De tager ikke højde for hvilken kemi, der kunne eksistere, hvilket partnerskab, der kunne skabes, hvilken magi, der kunne opstå i interaktionen. I stedet for at fokusere på hvordan en mulig relation kunne opfylde vores hjerte, så fokuserer vi i denne kultur hellere på, hvad den vil gøre for vores ego. Så hvordan kommer vi udenom dette?

Hvordan kommer vi fra krævende til kærlighed?


"Gold diggers", “sugar datere”, og “falske profiler” – det er ord, du bruger i din tekst til mig, og de er alle etiketter. Etiketter skaber separation og opstiller barrierer for os i forhold til at finde en partner. De samler nemlig mennesker i grupper og tager ikke højde for deres individualitet. Vi dømmer og afviser altså særlige mennesker baseret på formodninger uden at lære dem at kende. Noget der gør det modsatte, er åbenhed og det at huske, at det er mennesker bag skærmen, som du skriver med. Jeg siger ikke, at du skal spilde din tid og tage på date med kvinder, du ved, du ikke er interesseret i. Men kunne du måske være mere åben? Og kunne du måske selv tage mere initiativ, og skrive til kvinder, du finder interessante. Det kan være, du selv skal være mere opsøgende? Du skriver ikke noget om, hvordan det går dig, når du selv skriver til kvinder, så jeg ved ikke, om det er noget, du gør dig så meget i? Hvis ikke, kunne du garanteret med fordel begynde selv at opsøge kontakt.

Ja ja, der er en tendens til, at vi er blevet magelige og krævende i vores tilgang til at finde kærligheden, men der er altså også en fordel ved dette, og det er, at det på samme tid heller aldrig har været lettere at skille sig ud! Fordi de fleste mennesker ikke gør en særlig stor indsats, når det kommer til dating, skal der ikke særlig meget til at opnå ‘wow-effekten’. Læg mærke til de små ting, tør at tage initiativ og vær charmerende i din tilgang til kvinder. Venlighed og betænksomhed (uden at være for meget); Seriously; det går aldrig af mode. Jeg har skrevet mere om dette i denne artikel. Noget af det vigtigste og bedste, du kan gøre for at få mere held med dating på nettet, er simpelthen, at sørge for at du fremstår menneskelig; ikke perfekt, ikke uovervindelig, ikke hard-to-get, men menneskelig og med et sikkert anker i dine egne grænser, hvilket bedst kommunikeres på en afslappet måde.

Endeligt vil jeg sige, at det er vigtigt, du holder dig for øje, at vi tiltrækker mennesker baseret på vores egen attitude. Hvis du har en overbevisning om, at der er en mur, imellem det du ønsker, og det der er muligt, så skal dette nok blive tilfældet. Din hjerne vil nemlig lede efter beviser på, at den har ret – hvorfor det er mere sandsynligt at det samme tilfælde igen og igen bekræftes for dig. Det er ret nedslående at have denne begrænsende overbevisning, og jeg tænker, dette vil gøre din jagt efter kærligheden mere udfordrende. Hvis du derimod husker på at du én gang har fundet kærligheden på dette site, og vælger at tro på, at der helt sikkert vil være interesserede kvinder derude, så skal du også nok finde bekræftelse i dette.

Jeg håber, at dette pustede lidt luft under dine vinger, så du igen kan flyve hurtigt imod kærligheden.

Kærlig hilsen,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand