Hvorfor er der ingen, der svarer mig, når min profil er god?

Spørgsmål

d. 20/12 2019 kl. 11:17 - af: Mand, 34 år

Hvorfor er der ingen, der svarer mig, når min profil er god?
Hej.

Jeg har en profil, der er godkendt af venner og veninder. Grunden til at de har set min profil og det jeg skriver til alle damerne herinde, skyldtes jeg yderst sjældent får et svar tilbage. Når der endelig kommer en kommunikation i gang, skal jeg hele tiden føre samtalen. Ingen initiativ fra det andet køn overhovedet. Det gælder nu også alle de andre dating-sider der findes. Folk omkring mig, der har set min profil og ved, hvordan sådan en skal se ud af erfaring, undrer sig også. Er det normalt, at ingen gider svare, for jeg aner ikke, hvad der skal til. Vil da gerne have en kæreste. Alle veninder og venner har fået, så er nok træt af at komme alene altid. Har skrevet, at jeg har eget hus, bil, styr på økonomien, og hvad der skal til. Dem der spørger nærmere ind til det, fortæller jeg, at det næsten er betalt, og der er rigeligt med værelser, så de spørger, og jeg svarer, som det er. Måske man kunne få et par gode råd, så man slipper for at være frustreret :)

På forhånd tak.

Vh. Per

Svar

Kære Per,
Det lyder da lidt som om, du er i en demotiverende situation. Det er altid op ad bakke, når vi støder på den samme problematik igen og igen uden at kunne forstå, hvad der går galt. Fordi jeg ikke har set din profil, eller det du skriver til de kvinder, du kontakter, er det svært for mig at gennemskue præcis, hvad blokeringen skyldes. Der er dog noget, der kommer til mig som mulig årsag, når jeg læser din henvendelse.

Du lyder som en fin fyr, og hvor er det godt at høre, at du er ærlig. Det ser også ud til, at du har ret godt styr på dit liv, og at en kvinde da helt sikkert ville være heldig over at vinde dit hjerte. Men netop det her med at vinde dit hjerte kunne måske faktisk godt være din udfordring. Gennem din tekst får jeg nemlig lidt den fornemmelse, at du måske ikke får formidlet, at en kvinde skal gøre noget særligt for at være så heldig at få dig til kæreste.

Sådan som jeg læser det, kan det være, du måske er blevet så træt af ‘altid at ankomme alene’, som du skriver, til sammenkomster, hvor andre kommer i par. Jeg mistænker lidt, at dette faktum betyder, at du måske nu så gerne vil have en kæreste, at du ikke har så mange standarder for, hvordan denne kvinde skal være. For mange mennesker gælder det, at vi skal føle os som noget særligt og som om, vi er heldige, når vi vinder et andet menneskes hjerte. Hvis dette ikke er tilfældet, er det let at afskrive dette menneskes kærlighed som ‘uinteressant’ eller for let - uanset, hvor skøn denne person er.

Det er jo ikke fordi du skal til at spille et spil, men det er godt at være sig bevidst om sin egen værdi. Særligt fordi det desværre er en tendens for mennesker, at vi, uanset hvor værdifuld en ting er, så meget ofte ikke sætter pris på den på samme måde, hvis den kommer for let. Når vi føler, vi skal gøre os fortjent til noget, værdisætter vi automatisk den ting højere. Om end du ikke skal spille ‘hard to get’, så er det vigtigt ikke at være helt tilgængelig eller ‘all in’ før, det den anden person, har vist os, han eller hun er interessant - og interesseret.

Der kunne desuden også ligge en problematik i, at du formidler alle de ting, du har, snarere end hvem du er, når du kommunikerer. Idet du skriver, at du har et hus, en bil, styr på økonomien mm. så er det jo fine ting, men de er ikke et udtryk for, hvem du er. Materielle ting er døde ting, så medmindre man specifikt udelukkende er interesseret i materialistiske værdier, mens kærlighed og personlighed er sekundært, vil det alene ikke tiltrække en kvinde, der er ude efter kærlighed. Derfor kan det være, der ville være noget godt for dig at hente ved at kommunikere på en måde, hvor din personlighed kommer mere til udtryk.

Så hvordan ændrer du din situation helt konkret? Det første ville være at blive mere klar for dig selv omkring, hvilken kvinde du søger. Husk på at det, når vi søger en kæreste, ikke kun handler om at blive valgt, men også om at vælge den rette person for os. Ligesom det til en jobsamtale både er arbejdsgiveren, der skal beslutte, om ansøgeren er rigtig til jobbet, så skal ansøgeren også mærke efter, og se om han eller hun kunne tænke sig jobbet. Det kan derfor være, det ville være godt for dig at finde ud a, hvilke ønsker du har, og ligeledes hvilke ting der ikke fungerer for dig. Hvis du mere specifikt ser kvinderne lidt an gennem dine spørgsmål, når du skriver til dem, så vil det garanteret helt automatisk ændre naturen af og tonen i dine spørgsmål. Du kan læse mere om det her med standarder og at være en udfordring i denne artikel under overskriften ‘selvværd’.

Jeg forestiller mig derudover, at det så også ville være godt for dig at se værdien i de ting, du kommer med og har at tilbyde, som ikke bare er materielle. Er du sjov, charmerende, kærlig og lignende? Alle disse ting er en kvinde jo heldig at få med - så hvordan kan du kommunikere dette på en naturlig måde? Måske du joker lidt, når du skriver til en pige første gang? Overvej hvordan du kan lægge mere energi i dine beskeder, så de fremstår mere sprudlende og fængende, mens du holder det kort og godt, så du skaber interesse.

Ofte er de bedste start-beskeder, når vi kommenterer for noget på en persons profil med et glimt i øjet. Man kan så følge op med et kort spørgsmål, men det er ikke altid nødvendigt. Nuvel, så er det altid bedre at sige noget, i stedet for ikke at sige noget, men ofte så har: “Hej, du ser sød ud”, bare ikke den samme effekt som en skræddersyet charmerende bemærkning, der skaber og viser interesse på samme tid. Hvis du gerne ville i kontakt med en kvinde i en bar og skabe lidt flirt, hvilken bemærkning ville du så indlede med, for at starte samtalen? Det ville garanteret ikke være: “Jeg har en bil udenfor, et hus derhjemme og styr på økonomien”, ville det vel? Se det her med indledende beskeder som en chance, du har, for at vise hvem du er, samtidigt med at du viser interesse og starter en samtale. Måske dette kan guide dig i den måde du skriver beskeder på.

Når så du har fået kontakt, og I begynder at se hinanden, kan det så være, du kan finde nogle tips i denne artikel omkring hvordan du skiller dig ud og bliver bemærket.

Jeg håber, det hjælper. Held og lykke og godt nytår til dig.

Kærlig hilsen,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand