Tillid når man mødes herinde

Spørgsmål

d. 02/03 2020 kl. 18:25 - af: Kvinde, 53 år

Tillid når man mødes herinde
Kære Mai

Dette er et emne, der har fyldt meget i mit hoved, mens jeg har været herinde. Det her med tillid.

De fleste af os ønsker jo at finde en kæreste til et varigt forhold, antager jeg, men jeg har da været stødt ind i mænd, der ønskede noget mere kortvarigt. Uden at fortælle det. Jeg får lidt på fornemmelsen, at de måske er lidt afhængige af at være herinde. Hvor en date bliver et fix, velvidende, at de skal på jagt efter det næste fix bagefter.

Det, synes jeg, kan gøre det lidt svært med tilliden, når nu et forhold skal realiseres ude i virkeligheden. Man kan sige, at et forhold kan risikere at starte op på gensidig mistro - dater han stadigvæk, samtidig med, at han siger kærlige ord til mig? Man risikerer at gå rundt og holde lidt øje med hinanden på den dårlige måde.

Har du ikke nogle gode råd til, hvordan jeg kan sikre, at dette ikke sker, da jeg tænker, det er helt ødelæggende for et forhold?

Pigesind

Svar

Kære Pigesind,

Jeg synes, det er en rigtig fin observation du gør dig, og et fint spørgsmål du stiller. Det er helt korrekt, at det sker, at nogle mennesker tænder mere på ‘jagten’ , end de gør på at ende i et kærligt forhold. Og det er helt korrekt, at man let kan ende i en situation, hvor man er mistroisk overfor andre, hvis man mange gange er blevet skuffet, fordi man flere gange har oplevet, at intentionen omkring dating ikke er den samme for personen, man dater.

At date med et åbent vs. et lukket hjerte


Når vi er blevet skuffet mange gange i kærlighed, er det en normal tendens at blive fristet til at lukke sit hjerte. Dette betyder som oftest, at vi bevidst eller ubevidst sætter et hegn op omkring vores hjerte, således at eventuelle bejlere så skal ‘bevise’ deres intentioner, før vi åbner op igen. På denne måde møder vi altså potentielle romantiske partnere med mistro, som du skriver, da det måske kan føles mere sikkert. Vælger vi i stedet at holde vores hjerte åbent, møder vi mennesker i tillid, hvilket øger chancerne for at et forhold kan opstå, men på samme tid gør vi også os selv sårbare. Så hvad skal man vælge?

Det kan virke ulogisk - særligt hvis man mange gange har oplevet at blive såret - men faktisk er der ofte større sandsynlighed for at støde på et menneske, der tænder mere på jagten end på forholdet, hvis man forskanser sit hjerte. Det fungerer nemlig ofte således, at jo mere man er blevet skuffet, desto mere ønsker man at pakke sit hjerte ind i vat, førend at man overgiver sig; Jo større oplevet hjertesorg, desto vanskeligere en forhindringsbane sætter vi altså op, for potentielle bejlere at skulle igennem, før vi hengiver os. Problemet er bare, at en forhindringsbane sjældent tiltrækker den der ‘lige-til-og -forholds-foretrækkende-type’, men snarere fungerer som en kæmpe stort trækplaster for mennesker, der virkelig tænder på en udfordring! Jo mere stejl en væg de skal bestige for at ‘få dig’, desto større udfordring er du og des mere interessant. Modsat fungerer et åbent hjerte mange gange som et turn off for mennesker, der er mest interesseret i jagten, eftersom der ikke rigtigt er en udfordring at komme efter. Jeg har faktisk skrevet en hel artikel omkring denne dynamik, som du kan læse her - jeg tænker, du vil få en del ud af den.

Trygt at holde dit hjerte åbent


Når vi lærer en ny person at kende, så anbefaler jeg altid man lader sit hjerte være åbent og stoler på at vedkommendes intentioner er rene - indtil det modsatte er bevist. Det er dog klart, at jeg ikke ønsker, at du skal stå der med et åbent hjerte og møde nye mennesker, mens du føler dig ret usikker, så for at give dig et godt råd, som du be’r om, har du her mine tanker.

Når vi lærer en ny person at kende, så anbefaler jeg altid man lader sit hjerte være åbent og stoler på at vedkommendes intentioner er rene - indtil det modsatte er bevist. Det er dog klart, at jeg ikke ønsker, at du skal stå der med et åbent hjerte og møde nye mennesker, mens du føler dig ret usikker, så for at give dig et godt råd, som du be’r om, har du her mine tanker.

Det der ofte sker, når vi får følelser for et andet menneske, er at vi har lyst til at speede up; vi vil tættere nu nu nu; Vi springer ind i fremtiden og forestiller os alle de ting, vi skal sammen; Vi falder for det, vi ønsker, personen skal være snarere end for personen, som han eller hun er; Vi bliver vilde med personen baseret på hans eller hendes potentiale i stedet for realiteten af denne person i nutiden osv. Hvis vi springer for hurtigt ind i en drømmeverden, bliver vi ofte skuffede, fordi forholdet eller mennesket ikke lever op til vores forventninger. Og vi bliver sårede fordi vi giver vores hjerte væk for tidligt, inden vi har set, om personen er værdig til at holde det for os.

Alt dette undgår du, hvis du tager tingene stille og roligt, og lader dig selv se tingene an, mens du lærer denne nye person at kende. Om end du er åben overfor kærligheden og overfor hvad denne relation kunne udvikle sig til, så forbliver du altså i nutiden. Du observerer, hvordan denne person er og hvordan vedkommende handler, og undlader at se bort fra ‘røde flag’. Ser du noget, der kunne være ‘et advarselstegn’ så spørg gerne ind med nysgerrighed og uden at være fordømmende eller forud antagende.

I et stille tempo, hvor du ikke søger at undlade at se, personen for hvem vedkommende er, men snarere ønsker at se det sande menneske, kan du selv med et åbent hjerte navigere i, om relationen er rigtig for dig, og om I skal bevæge jer videre. Man kan sige, du lærer personen at kende med tillid og et åbent hjerte, men du giver ikke dit hjerte væk, førend at personen gennem sine handlinger har vist dig sin værdighed og intentioner. Mennesker vil altid afsløre, hvem de er gennem deres handlinger. Det er vores opgave at tro på dem, når de gør (i stedet for at skabe undskyldninger) - hvad enten de så viser sig at være en person, man kan stole på, og som ønsker det samme som én selv eller det modsatte.

Så kort og godt: Mit råd til dig er, at du møder nye mennesker i tillid og med et åbent hjerte, da dette giver kærlighed de bedste betingelser for at gro - om end du husker, at det bedste ‘forsvar’ mod hjertesorg er at tage tingene stille og roligt. Således kan du forholde dig til realiteten og undgå at blive forelsket i en forestilling.

Held og lykke til dig.

Kærlig hilsen,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...