Er det for sent

Spørgsmål

d. 16/03 2020 kl. 14:04 - af: Mand, 50 år

Er det for sent
Jeg er efterhånden fyldt 50 uden at have haft en kæreste og i de sidste mange år har heller ikke gjort noget for det. Det er som om at jeg bare har haft lukket af for den slags, men pludselig fik jeg romantiske tanker om én og min første tanke var at det var alt for sent at begynde på den slags når man er 50, men nu er jeg alligevel havnet her. Spørgsmålet er om man overhovedet kan gå i gang med den slags i sådan en sen alder ? Det virker som en uoverstigelig opgave, når man tænker på at alle de potentiale er langt mere erfarne og måske også har børn.

Kurt

Svar

Kære Kurt,

Ihh hvor er jeg glad for, at du skriver ind med dette spørgsmål! For jeg har i løbet af det seneste års tid faktisk mødt en del mennesker, der står i samme situation, som du beskriver, og som går med de samme overvejelser. Mit svar til disse mennesker og til dig er, at det aldrig er for sent til kærlighed eller til at finde en kæreste. Der er fordele og ulemper ved alt, så selvom du måske har let ved at forestille dig, hvorfor du er ’bagud’, fordi du endnu ikke har haft en kæreste, så er dette slet ikke et korrekt billede. Faktisk vil din manglende deltagelse i tidligere romantiske forhold på nogle områder gøre dig mere appellerende end andre, der tidligere har været i forhold.

Hvorfor du ikke er bagud


Når vi står overfor at skulle prøve noget nyt, er der ofte mange ting, der virker som en svær opgave. Fordi vi endnu ikke har prøvet det, vi giver os i kast med, er det let at tænke på alle de ting, man skal til at lære, og som man ikke ved, samt frygte de ting der kan gå galt. Det kan derfor, som du siger, virke uoverskueligt og umuligt - særligt fordi vores hjerne gerne vil holde os i vores komfortzone og fortælle os, at vi gør klogest i ikke at prøve noget nyt. Men jeg kan trøste dig med, at det er ’trial and error’ for alle, når det kommer til kærlighed og til at starte et nyt forhold op, hvilket betyder at du ikke er dårligere stillet end andre mennesker, som tidligere har haft en kæreste.

Det er helt sikkert, at vi lærer af de forhold, vi har været i, som ikke fungerede. Ofte vil vi have lært mere om, hvad vi selv ønsker i en partner og i et forhold, hvad der er vigtigt for os værdimæssigt, hvad vi kan blive bedre til og så videre. Men når vi begynder et nyt forhold, så vil vi aldrig - uanset hvor mange gange vi tidligere har været i et forhold - have prøvet at være sammen med præcis denne person før (medmindre naturligvis at det er en eks, vi gør et nyt forsøg med). En ny person betyder nye vaner, nye handlemønstre, måske et nyt kærlighedssprog, en ny form for kommunikation og meget mere, som vi først skal til at lære at kende - og eftersom der skal to til at få et forhold til at fungere, går dette begge veje. I fællesskab med en ny partner skaber vi altså sammen et nyt forhold, som starter fra bunden, hvor ingen af os kender hinanden. På den måde er vi altså alle ligestillede, når vi går ind i et nyt forhold, hvad enten vi har mange eller nul parforhold bag os.

Et rent lærred


Nu har jeg undervist i yoga i mange år, og gang på gang oplever jeg, at de mennesker, der aldrig har prøvet yoga før, faktisk er nogle af de bedste elever. De kan mærke på deres krop, når noget ikke føles rigtigt; når de ikke skal presse sig selv over deres grænser, de tør sige fra, og de medbringer ofte ikke samme form for ego, når de dukker op på deres måtte, som mange af de elever, der har dyrket yoga i årevis. Derudover er det også nybegynderne, der ofte har de største gennembrud, og fedeste oplevelser i form af at overvinde sig selv, fordi det hele er nyt og åbent. Jeg tænker, at det lidt er det samme, når man er ny i parforholds-verdenen. For det første har vi mange gange en mere åben og nysgerrig tilgang, når vi prøver noget for første gang, da vi ikke har nogen forventninger eller forestillinger baseret på tidligere oplevelser. Dertil kommer, at du desuden ikke har en masse ar eller følelsesblokeringer, der er dannet fra tidligere forhold. Altså kommer du ikke med samme ’bagage’, som mange andre gør, hvilket betyder, at du måske faktisk har lettere ved at forelske dig, og også mærke efter, hvad der er rigtigt og forkert for dig.

Det kan godt virke som om, der måske er meget at lære, men ofte kommer tingene lidt af sig selv, når man møder et menneske, man betages af, og som man bare gerne vil tættere på. Nysgerrigheden og betagelsen har det med at være ret fantastisk benzin, der kan få (opdigtede) forhindringer til at forsvinde ;)

Børn eller ej


I forhold til det her med børn, så vil det for nogle mennesker være at foretrække at være sammen med en mand, der endnu ikke har påtaget sig faderrollen. At du ikke selv har børn at tage dig af, gør sandsynligvis at du har mere overskud, men det gør dig også mere åben til måske lettere at kunne indgå i en eksisterende familiekonstellation - som potentielt kan være med til at berige dit og en kærestes liv på en helt ny måde.

Hvis en kvinde bevidst har fravalgt børn, vil hun måske foretrække en mand, der deler dette valg. Det kan også være en kvinde, der er fraskilt og har børn, som foretrækker en mand, der ikke selv står i samme situation. Det er nemlig altid en udfordring at skulle samle to familier til én – særligt hvis der er børn på begge sider. Eventuelle fordele for en kvinde i denne situation kunne for eksempel være, hvis du, grundet din mangeårige alenetilværelse, måske har et større behov for tid for dig selv. Dette kan nemlig betyde, at du har lettere ved at give plads til at din partner har nogle andre forpligtelser at se til i forhold til sine børn. Det kan også være, at du kan tilføje støtte ved at være på sidelinjen – både for din partner men også for hendes børn, hvis du har lyst til det. Jeg kender til mange tilfælde, hvor en bonusfar eller bonusmor – særligt uden sine egne børn og forældre-kappen på sig – har kunnet gå ind og blive mere venner med børnene; og således nå dem på en anden måde end forældrene har kunnet.

Det er selvfølgelig helt op til dig, hvor meget du har lyst til at gå ind og blive en del af børnenes liv, hvis du skulle blive kæreste med en person, der allerede har børn – nu nævner jeg det bare lige, så du også er opmærksom på, hvorfor det kan være en stor fordel i forhold til at finde en kæreste, at du ikke selv har børn at skulle tage dig af. Det kan også være, at du selv ønsker dig en kæreste, der ikke har børn eller som har ældre børn. På denne platform kan du jo heldigvis møde mange forskellige mennesker og på denne måde udforske, hvad der føles bedst for dig.

Mindset – sådan gør du det lettere for dig selv at finde en kæreste


Det bedste råd jeg kan give dig i forhold til at finde en kæreste er, at undlade at tænke på det som et problem eller som noget skamfuldt, at du endnu ikke har haft en kæreste. Denne tankegang er der ikke brug for, og den vil kun gøre det sværere for dig selv at finde kærligheden. Se i stedet dette nye univers med dating og langvarig kærlighed som noget sjovt, som du er ved at udforske for første gang – og som ovenikøbet er en kæmpe livsoplevelse! Gå til det med nysgerrighed.

Det er ikke raketvidenskab at være kæreste med nogen – det handler blot om at investere i den person man er glad for, og så give forholdet og vedkommende den bedste version af sig selv. Vær desuden gerne åben omkring det, at du ikke har været i et forhold før. På denne måde ejer du din situation, og viser at du tør være ærlig omkring dig selv og dit liv, samtidigt med at det signalerer, at du er åben for at lære.

Har du brug for inspiration og hjælp til det at finde en kæreste, så vil jeg opfordre dig til at på opdagelse i de artikler jeg har skrevet omkring maskulin og feminin energi, kommunikation, og det her med at flirte. At du ikke har været i et forhold før, betyder naturligvis ikke nødvendigvis, at du ikke tidligere har haft romantiske møder. Ud fra det du skriver, ved jeg ikke, hvad du hidtil har haft af romantiske oplevelser, men se efter råd og fif i mine eksisterende artikler, og tag så det med, som du føler, er gavnligt for dig.

Held og lykke til dig.

Kærlig hilsen,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...