Ved ikke hvad jeg skal skrive.

Spørgsmål

d. 17/04 2020 kl. 12:29 - af: Mand, 32 år

Ved ikke hvad jeg skal skrive.
Hej Brevkasse.

Jeg har prøvet at skrive forskellige startbeskeder og også brugt jeres "interesse" knap, men den bliver kvinder sure over, og starter debatter om på jeres væg. Men jeg synes, det er så svært at skrive en ordentlig besked, når man finder en person som man har noget til fælles med. Jeg har levet et stille liv hele mit liv og derfor aldrig været den store indenfor snak og drama. Derfor finder jeg det svært ved at finde ud af, hvad man kan skrive, også for at fange hendes opmærksomhed. Tak.

Kasper

Svar

Det spørgsmål du stiller, kommer op igen og igen. Og med god grund, for det kan helt sikkert være svært at finde ud af hvordan man får startet en samtale, hvor man viser oprigtig interesse og samtidig fremstår interessant og anderledes. Men det er altså muligt, og det er ikke nødvendigvis supersvært. Først skal det lige siges, at man ikke behøver at være meget udadvendt for at finde en kæreste. Ligeledes er der heller ikke brug for drama, når det kommer til dating, da dette ofte er drænende i længden. Nedenfor kommer mine bedste råd til dig og eventuelle andre mænd, omkring hvordan du kontakter en kvinde for første gang.

En ærlig besked som kommer fra dig


For at skrive en god besked hvor du skiller dig ud, er det vigtigt at du tør være dig selv. Derfor skal du bekymre dig mindre om at ‘sige det rigtige’, og i stedet fokusere på at sige noget der kommer lige fra hjertet. Frem for at overanalysere, så brug mere tid på at være ligetil og dig selv. På denne måde bliver du mere intuitiv og original, og mindre generel i din besked. Jeg skal nok lige skrive nogle fif til format nedenfor, men hvad end du skriver, så skal det gerne være et udtryk for dig.

En anden vigtig ting, når vi kontakter en person, er oprigtighed. I en verden hvor mange har travlt med at fortælle og vise ting om dem selv, kan man nemlig skille sig ret meget ud, ved at vise oprigtig interesse for et andet menneske, og med nysgerrighed spørge ind til personen. Her mener jeg ikke at der er behov for, at du skriver en lang roman eller kommer på en genistreg af en første meddelelse, men se om ikke du kan kommentere noget på hendes profil på en måde, hvor du udtrykker lidt af din egen personlighed også. Det kan være en fin idé at stille et spørgsmål der kan fortælle dig noget om, hvem hun er som person.

Vigtigheden i personlige beskeder


De fleste vil gerne føle sig som noget særligt, og i forhold til hvad du konkret kan skrive, er det op til dig at føle efter, hvad der drager dig mod denne person, og herefter få det udtrykt / flettet ind, når du tager kontakt. På denne måde vil din besked blive personlig, hvilket er et vigtigt element for at få modtageren af beskeden til at føle sig speciel. Husker du dette i dine beskeder, kan du således øge dine chancer for at vække interesse og få en besked retur.

I forhold til at vække modtagerens interesse kan man sige, at selvom et tryk på ”interesseknappen” er fin til at vise at du er interesseret, så siger det ikke noget om hvorfor du er interesseret i netop hende. Desuden fortæller du hende heller ikke noget om dig selv gennem et tryk på denne knap. Derfor er det ofte bedre at formulere en kort besked, der kan åbne en samtale. Her har du nemlig mulighed for at vise hvorfor du er interesseret i netop hende, samtidig med at måden du gør det på, fortæller noget om hvem du selv er som person. Nedenfor har jeg skrevet 5 forslag til hvordan du kan gribe den første besked an:

1. Skriv et kompliment + et spørgsmål til noget baseret på hendes profil.
2. Fokuser gerne på interesser og personlighed fremfor kommentarer om hendes udseende, ved første kontakt.
3. Hold det simpelt og kort (stil et enkelt spørgsmål eller to).
4. Start en samtale (“Har du nogensinde læst xx?”, snarere end “Hvad laver du?”)
5. Tjek eventuelt for grammatik og stavefejl før du sender din besked (da dette kan være en dealbreaker for nogle kvinder)

Et eksempel herpå kunne være:

Hej med dig xx.
Har du selv lavet denne dessert? Jeg er ude på noget inspiration forud for et middagsselskab, jeg skal afholde i næste uge.
Hvordan var din weekend?
Kh. Kasper


Mindset & energi


Til sidst vil jeg lige sige, at det er en god idé hvis du logger ind på din dating profil med entusiasme og en følelse af, at du glæder dig til at møde din nye kæreste. Kan du nyde at lære nye interessante kvinder at kende, uden at komme for meget pres på at det skal blive til et forhold, er det nemlig lettere at have det sjovt med samtalerne, og bare gå på opdagelse. Se det som en proces du er i, prøv dig frem og vær ikke bange for afvisninger.
Når vi tør springe ud i at lære nye mennesker at kende, betyder det at vi kan tage lidt af presset ift. det her med online beskeder og dating. Der er ikke noget rigtigt eller forkert at skrive; det handler om at udtrykke hvem du er, og om at møde mennesker som du klikker med. På denne måde, bliver det mange gange meget lettere; lettere at være sig selv og lettere at lære andre mennesker at kende under overfladen.

Jeg håber, at du kan bruge mine råd, og at du får sendt nogle gode beskeder afsted.
Kærlig hilsen,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...