Single

Spørgsmål

d. 25/04 2019 kl. 23:26 - af: Kvinde, 56 år

Single
Der er noget, der undrer mig; Jeg har ikke kunnet finde en mand, jeg har kunne elske i 23 år. Jeg har længe meget gerne ville have en dejlig mand - en mand man kan elske.. Men jeg kan ikke finde ham. Hvorfor er det så svært?

Svar

Kære kvinde 56,

Du rejser et spørgsmål, jeg ofte er blevet stillet af mine klienter, netop: Hvorfor kan jeg ikke finde ham, der er helt rigtig for mig - hvor gemmer han sig? Svaret er, at der er gode mænd, man kan elske, alle vegne. Men hvorvidt vi connecter med dem eller ej, er ofte et udtryk for, hvor vi selv er henne, hvor åbne vi er og vores niveau af selvværd udtrykt gennem de standarder vi sætter.

Nu ved jeg ikke hvordan din erfaring med forhold og kærlighed er, men jeg har ofte arbejdet med kvinder, der oplever at en tidligere oplevelse med en mand, der har såret dem, har gjort dem mere vogtede overfor kærligheden. Selv hvis det er mange år siden, og oplevelsen måske ikke gør ondt længere, kan den godt betyde, at vi handler anderledes, når vi møder mennesker, vi ellers ville have kunnet forelske os i. Du kan tænke på det som et sår, der er healet på overfladen, men som er dækket af ar-væv under overfladen. Måske det ikke gør ondt, når du ser på arret, men når du trykker på det, er det stadig smertefuldt. Så for at undgå at ramme arret skaber du et nyt bevægelsesmønster, der ikke lader dig komme i nærheden af det. Bare for at være på den sikre side. Dette kan ske helt ubevidst - men hvis ikke vi tackler det arvæv der sidder nedenunder overfladen, kan det snildt få lov til at sidde der i 23 år og påvirke os, uden vi ved det. Og faktisk behøver det ikke have været en romantisk oplevelse, der står i vejen for dig. Det kan også have været en oplevelse forbundet med din mor, far eller nogle veninder, der var smertefuld.
Grunden til jeg som det første skriver, omkring det her med smerte, er ikke blot, at det er en meget almindelig forhindring til kærligheden, men også fordi jeg hæfter mig ved, at du skriver; ‘en mand man kan elske’. At elske et andet menneske er et valg man træffer. I princippet kunne man vælge at elske alle mennesker (og dyr), så det handler ikke om, om det andet menneske kan elskes eller ej, men om hvorvidt du vil tillade dig selv at elske dette menneske. Det er ikke op til det andet menneske at bevise, han er værd at elske. For det er han fra en start. Det handler om, om du tør og har lyst til at give din kærlighed til en mand, du møder. Det er klart, hvis vi møder en fyr, der konstant gør os kede af det, og ikke behandler os godt, så er han måske ikke det bedste valg, men ikke desto mindre så er det et valg, vi træffer.

Hvis du går tilbage, og finder noget i din fortid, der kunne have gjort så ondt, at du netop har lukket dig selv af fra at elske, således at dette er årsagen til, at du finder det svært at finde kærligheden; vil jeg foreslå, at du begynder at arbejde sammen med en psykoterapeut, coach eller mentor. Vælg en person med rigtig meget empati og en god portion erfaring, som kan vejlede dig og give dig redskaberne til at heale dit hjerte. Når først dit hjerte er rigtigt healet, vil du snildt kunne åbne dig op til kærlighed igen. Men det er en sårbar process at skulle igennem denne healing, og det kræver, du lærer at tænke og agere på en anden måde, så du kommer til at have brug for støtte.

Er der ikke noget i din fortid, der kunne blokere dig, kan det være, du oplever at grunden til, det er svært at finde en mand, du kan elske, skyldes at du efter så mange år, er blevet virkelig selvstændig. Hvis vi er for selvstændige, og føler os virkelig tilpas med at være alene, kan det være svært at åbne op og lukke et nyt menneske ind i vores liv. Vi kan i så lang tid have været vant til ‘vil selv, kan selv’ mentaliteten eller til at få tingene på præcis den måde, vi vil, at vi ikke giver plads til at tingene kunne være på en anden måde. Det er så let at blive sin egen lille ø, hvor vi ikke er afhængige af andre mennesker, kan betale for alting selv, kan klare alting alene, og aldrig behøver være sårbare, fordi vi altid er i kontrol. Men hold op hvor kan det være kedeligt - for ikke at nævne ensomt. Hvis dette er situationen, du oplever, kunne du begynde at arbejde med at lukke andre mennesker lidt ind ved at hjælpe mennesker, der kunne have brug for dig. Måske du har en ven, der kunne bruge et sted at bo i et stykke tid? Eller du kan få dig en hund! Jeg har haft flere klienter, der pludselig åbnede deres hjerter og liv op på vid gab ved at gøre plads til og at skulle tage sig af et andet væsen - samtidigt med at de fik ubetinget kærlighed retur. En hund er også en rigtig god måde at øve sig i at være sårbar på, da den aldrig vil dømme dig, og altid er der for dig.

Endeligt er der en tredje mulighed til, at du kunne finde det udfordrende at finde kærligheden; nemlig at du ikke sætter dine standarder højt nok, og således finder sammen med mænd, der ikke er gode ved dig. For det er selvfølgelig sværere at elske en mand, der ud fra hans handlinger, ikke er værdig til din kærlighed. Det er som sagt ikke op til en ny mand at bevise, han ikke har tænkt sig at såre dig - og han kan aldrig hæfte for de oplevelser, du har haft med tidligere partnere i fortiden. Det er dog op til ham, at dukke op i jeres relation på en kærlig måde, der viser, at han respekterer og ærer dig. Hvis ikke han gør dette, er det dit que til at bevæge dig videre. Døm altid kun en ny potentiel kærlighed ud fra hans handlinger, og ikke ud fra din frygt for, at han måske vil såre dig. Men vær på samme tid heller ikke bange for at handle på det, hvis han netop viser, du ikke kan stole på ham, eller at han ikke er god ved dig.
Begge dele er mega svært, for selvfølgelig er det skræmmende, når vi godt kan li’ et andet menneske, og gerne vil at relationen vokser til kærlighed. Men øv dig i at holde dit hjerte åbent, selvom det er skræmmende. Hold hovedet koldt og tag handling baseret på realiteten, snarere end ud fra forestillinger du gør dig i dit hoved. Måske det kan gavne dig, at skrive ned på et stykke papir, hvordan du gerne vil behandles (hvad der er go og no-go for dig), og så bruge det som guide, hvis du at tendens til at blive i for lang tid sammen med mænd, der ikke er gode ved dig. Hvis vi oplever, folk der ikke behandler os godt, er det let at miste troen på kærligheden, men det øjeblik du begynder at sige fra, når noget ikke føles godt, får du tilliden til dig selv tilbage. Dette gør det meget lettere og mindre skræmmende at navigere i kærligheden.

Jeg håber, dette hjælper dig til at finde kærligheden. Rigtig meget held og lykke.

Mange kærlige hilsner,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand