Den rette invitation

Spørgsmål

d. 27/04 2019 kl. 18:25 - af: Mand, 29 år

Den rette invitation
Hej Mai.

Hej Mai.

Jeg har brug for lidt råd/vejledning ift. at spørge ind til dates.
Ofte når jeg kommer i kontakt med en kvinde, jeg finder interessant og spændende, så synes jeg, det er udfordrende og svært at spørge/invitere en ud på date. Jeg vil rigtig gerne, men jeg vil heller ikke virke "desperat".. har du nogle råd til, hvordan jeg kan gribe det an?

vh Lasse

Svar

Kære Lasse,

Hvor er det fint, du skriver ind og spørger, for jeg er sikker på, det her med at invitere en person ud, er noget, mange mennesker finder udfordrende.

Det er ofte sådan, at jo mere vi kan li’ en person, desto mere virker der til at være på spil, hvorfor vi så bliver nervøse, og overtænker det lidt oveni bolden. I virkeligheden er det dog sådan, at du ikke har noget at tabe ved at invitere hende ud: For det første kender du hende ikke godt nok, til at vide om hun er helt fantastisk, når du ikke har været ude med hende endnu, så du tillægger allerede hende mere værdi end hun endnu har vist. For det andet så er der meget mere at tabe ved ikke bare at invitere hende ud, for måske misser du en god connection eller din næste kærlighed, af frygt for om hun mon vil dømme dig som desperat og afvise dig. Det er jo fjollet - særligt fordi, kvinden der er rigtig for dig, jo vil elske at tage på date med dig. Noget helt andet er, Lasse, at de fleste kvinder virkelig godt kan li’ det, når mænd tager initiativ og tager styringen, så oddsene er virkelig på din side.

I forhold til det her med at virke desperat eller ej, når du inviterer, så handler det rigtig meget om selvtillid og måden, du spørger på. Hvis du er lidt genert ved at spørge, er det måske okay, og kan virke sødt for nogen, men hvis du spørger på en virkelig forsigtig måde ala; ‘vil du gøre mig den tjeneste at gå ud med

mig’, så fungerer det ikke rigtigt. Øv dig i at eje det faktum, at du godt kan li’ hende og spørg så med selvtilliden i orden. Du skal gerne føle, at hun vil være heldig at komme på date med dig, fordi du ved hvor god en fyr du er, hvorfor du altså giver hende en god mulighed. Det er jo ikke sådan, du tilbyder hende en brugtvogns bil, der ikke kan gå igennem syn næste gang eller et dårligt bolche - du giver hende muligheden for at tilbringe noget tid i dit dejlige selskab!

Endeligt vil jeg sige, at øvelse jo altså gør mester, og jo mere du inviterer kvinder ud, jo lettere bliver det. Lad ikke dig selv slå ud af en afvisning eller to - husk på, at der er rigtig mange mennesker i verden, og man hverken vil, kan eller skal være alle alles kop the. De rette kvinder, vil være henrykte for at gå ud med dig. Bare lige for letheds skyld har du her et par eksempler på, hvordan du evt kan invitere en kvinde ud på en god måde, samtidigt med at du demonstrerer selvsikkerhed:

Den ærlige; Jeg synes du virker super spændende, og kunne rigtig godt tænke mig at tilbringe en aften/eftermiddag sammen med dig. Hvad siger du til at vi laver…

Her giver du hende et kompliment, du fortæller hvordan du har det, og viser så du allerede har lavet en plan. Det er hele tre ting, de fleste kvinder godt kan li’.

Den flirtende: Hvorfor er det lige, du ikke inviteret mig ind og se den nye xx film endnu? ;)

Denne besked er god hvis du endnu ikke har mødt denne kvinde, og I har skrevet frem og tilbage i et stykke tid. Da den er vinklet lidt som en joke skal det nok få hende til at smile, hvilket øger dine chancer for, at hun siger ja.

Den selvsikre: Skriv til hende torsdag eftermiddag: “Det er lille fredag, lad os tage ud og finde noget musik, og drikke en margarita”.

Denne besked er både vovet og selvsikker, eftersom du ikke ved, om hun er ledig den aften. Plus den viser hende, at du tør tage styringen. Selv hvis ikke hun er ledig denne aften, vil det være en sej og sjov besked at få. Den afspejler, at du har et højt selvværd og da du tror på dig selv nok til at hun måske ville være villig til at kaste sine planer over styr for at se dig. Derfor vil hun højst sandsynligt vil foreslå en anden dag, hvis ikke hun er ledig denne aften.

Jeg håber, det hjælper.

Kh Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...