Ærlighed og forventninger

Spørgsmål

d. 22/06 2019 kl. 22:41 - af: Mand, 60 år

Ærlighed og forventninger
Hej
Jeg føler jeg har lært at forventninger er vigtige at få lagt på bordet - og gerne hurtigt. Det mener jeg, at man kan skrive sig til inden daten. Hvis nu de lyserøde skyer sænker sig over een ved mødet , overses måske forventninger , som stritter i hver sin retning.
Jeg er måske for 'barsk'. Når jeg læser en interessant kvindes profil, læser jeg den grundigt inden , at jeg svarer - og henviser i brevet til ting i profilens tekst.
Spænder jeg ben for mig selv = er det for tidligt at tage fat i fælles interesser , modsatte interesser ? Skræmmer det ? Jeg føler at jeg tager 'sagen' seriøst. Det er vel en del af min integritet - en del af hvem jeg er. Og det har jeg det faktisk godt med...(ps. kan godt anvende humor :-) )

Svar

Kære dig,

Hvor er det fint at høre, at du tager det at finde kærligheden seriøst. Sådan som jeg læser dit brev lyder det som om, du gerne vil have en skriftlig dialog omkring hvilket forhold, I begge leder efter, inden du møder en kvinde for første gang. På denne måde sikrer du dig så, at du kun ses med kvinder, hvor I ønsker den samme form for forhold; og undgår således at du falder for en kvinde, der ikke vil det samme, men som grundet en forelskelse ville kunne få dig til at se igennem fingre med denne uoverensstemmelse. Nu vil du så gerne vide, om dette er en dum plan. På en måde giver din tilgang mening, på en måde gør den ikke.

Jeg tænker, at du har helt ret i at det er vigtigt at gøre sig klart, hvilke forventninger man har, når det kommer til hvilket forhold man godt kunne tænke sig. Det er fjollet at spilde sin tid - og hvis man har to forskellige forestillinger omkring, hvad et godt forhold er, som ikke kan forenes, er det måske bedre at bevæge sig videre inden nogen bliver såret.

Når det så er sagt, har jeg også lyst til lige at nævne at jeg i og for og ikke er særlig begejstret for ordet ‘forventninger’ i forholdsregi. Måske det kan virke som en petitesse, men i ordet forventninger, kan der ligge en følelse af berettigelse under overfladen, og det støtter jeg ikke rigtigt, når det kommer til forhold. Forventninger kan, for mange, føles som et pres eller som om, der er specifikke ting man skal opfylde, for at gøre sig fortjent til en anden persons kærlighed, hvilket kan virke negativt. Hvis du derimod tænker på dine ‘forventninger’ som ønsker, du har til et forhold, kan det virke lettere og mindre som et pres, da personen du ser, selv kan vælge om hun vil indfri dette ønske. Det er lidt et sidespor, men terminologi betyder meget for kommunikation, og man er altid mere villig til at give noget af sig selv, hvis det er et valg snarere end en befaling man skal imødekomme. Jeg håber, det giver mening. Om ikke andet, er det noget, du kan eksperimentere med.

I forhold til om man skal diskutere disse forventninger/ønsker inden man møder en person, tænker jeg, det handler om, hvordan man gør det. For mig giver det rationelt set mening, at du gerne vil have opnået en form for afklaring, inden du investerer tid sammen med en kvinde. Vi er dog ikke robotter, så kunsten vil ligge i at stille spørgsmål på en naturlig måde, snarere end at det til virker som en matematisk ligning, du er ved at løse. At lære en ny person at kende, skulle gerne være sjovt og naturligt - snarere end en tør opgave. Hvis dine beskeder på nuværende tidspunkt afspejler det sidstnævnte, så kunne du nok godt spænde lidt ben for dig selv.

Normalvis opfordrer jeg til, at man mødes gennem ens profiler via skriftlige beskeder og derefter ringer sammen, hvis det føles som om, kemien kunne være god, og man vil teste det. Herefter kan man så mødes, hvis det føles rigtigt efter jeres telefonsamtale. Så længe man ikke stiller det op som et spørgeskema, men naturligt inkorporerer spørgsmål omkring, hvad kvinden søger i et forhold, og hvad hun godt kan li’ at lave i denne process, vil jeg sige, at man nok godt kan snakke om disse ting, inden man mødes. Jeg forestiller mig dog, at det for de fleste vil være mere naturligt at snakke om, hvilke ønsker man har til et forhold snarere end at skrive, men det kommer an på hvem man er. Jeg synes desuden, det er vigtigt, at man holder sig for øje, at man opbygger en fortrolighed i virkeligheden og ikke kun via nettet. Hvis man skriver en masse sammen uden hverken at ringe eller mødes, kan man let falde i den fælde, at man opbygger en tæthed på skrift, som er svær at leve op til, når man ses, da man ikke har opbygget samme fortrolighed ansigt til ansigt.

Den del af din tilgang der dog ikke giver mening for mig, er, at det for mig også lidt lyder som om, du ved at ‘forventningsafstemme’ før du møder en kvinde, prøver at beskytte dig selv fra at falde for en ‘forkert kvinde’. Her tænker jeg, du er lidt galt på den. Det er let at lade sig styre af sine følelser, men at finde det rette forhold, handler om, kun at vælge et forhold til, når det er det rigtige forhold. Det skulle gerne være sådan, at vi stoler nok på os selv, og ved at vi kun giver vores hjerte væk, hvis det er til en person, der er rigtig for os. Hvis vi er ‘desperate’ efter kærlighed eller mangler noget i vores liv, er det let at blive forført af vores følelser eller overbevise sig selv om, at det eneste vi mangler i vores liv er en kæreste. I denne position er vi sårbare overfor at falde for en person, der ikke passer til os, idet følelser som kedsomhed, ensomhed, mangel på opmærksomhed, længsel efter nærhed mm. kan skabe et tomrum. Dette tomrum giver så plads til at vi kun lytter til vores følelser, og glemmer alt om vores fornuft, når vi skal finde en kæreste, men den rette beslutning tages i samspil mellem vores hjerte og vores hoved. Nøglen til at kunne træffe dette valg, er derfor, at du lever et liv, hvor du ikke er desperat efter kærlighed, om end du synes det kunne være skønt med en kæreste. Hvis du sørger for, at have et liv, der stimulerer dig, som er fyldt med gode venner, sjove hobbyer, og fortrolige samtaler, gør du dig mindre sårbar overfor at lade dig styre af dine følelser. Er dine følelsesmæssige behov opfyldt, vil du nemlig være mere afslappet, når du møder nye mennesker, da du vil have fuld tillid til dig selv - og til at du vil træffe det valg, der er bedst for dig. Måske dette så vil bevirke, at du slet ikke har behov for en barriere omkring forventningsafstemmelse inden du møder en kvinde, der kunne være interessant, idet du ved, du ikke kun med dit hjerte men også med dit hoved, beslutter om hun vil være den rigtige kæreste for dig. Således bliver din ‘jagt’ efter din næste kæreste måske en berigende oplevelse, hvor du lærer nye mennesker at kende, i stedet for en specifik mission.

Held og lykke til dig.

Kærlig hilsen,

Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand