At læne sig tilbage og vente

Spørgsmål

d. 15/11 2019 kl. 11:36 - af: Kvinde, 53 år

At læne sig tilbage og vente
Hej Mai

Jeg læste med interesse dit indlæg omkring, at kvinder kan være for fremme i skoene ift. at skabe kontakt med en mand. Og jeg er så nok en af de kvinder, der har det svært i den reaktive position, vi gerne skal placeres i. Jeg synes, du skaber et paradoks her. Det er jo en dating-side, og man må vel antage, at når mænd og kvinder melder sig ind på en dating-side, er det fordi de søger en partner. Og hvis de ikke reagerer, er det fordi, de ikke er interesserede. Hvis vi alle læner os tilbage og venter, sker der ikke meget. Måske skulle mænd også lære ikke at være så skræmte overfor kvinder, der tager initiativ?

Kvinde, 53 år

Svar

Kære kvinde 53,

Hvor synes jeg, det er fint, at du skriver ind, fordi noget ikke giver mening for dig. Der er garanteret flere som dig, der har læst dette indlæg og tænkt det samme.

Jeg kan godt forstå, du tænker, det er et paradoks, jeg skaber, når du forstår indlægget på den måde, at jeg siger, at man på et dating-site ikke må tage initiativ som kvinde. Du har helt ret i, at man kan antage at de mennesker, der er på en dating portal leder efter en kæreste. Og du har helt ret i, at det er fjollet, hvis kun det ene køn kan tage initiativ, så man som kvinde bare skal sidde der som en bænkevarmer og vente på at blive budt op. Det er ikke det, der er hensigten med mit budskab.

Jeg svarede i brevkassen på et spørgsmål, der handlede om det at give og modtage, og så det her med hvordan man kan bære sig ad med at ‘få en mand ud af busken’, så det ikke altid er kvinden, der får tingene til at køre. Jeg tænker, det er det indlæg, du har læst? For at være helt klar; Jeg mener helt sikkert, at man som kvinde gerne må tage initiativ og skrive først. Min pointe er blot, at hvis man ønsker en mand, skal tage mere initiativ, så må man skabe plads til at han kan gøre det – dette kræver bl.a. at man ikke selv går ind og udfylder rollen, man ønsker, han skal indtage. Desuden opfordrer jeg i dette og andre indlæg kvinder til at afprøve at udforske dating med en legende, feminin energi, der får én til at fungere som katalysator, snarere end én hvor man bliver primus motor. Dermed ikke sagt at man ikke må tage initiativ, men det kan være rart at opleve en ny tilgang, hvor man kan lade sig lede af en partner, frem for selv at skulle lede (dansen). Hvis ikke du kunne tænke dig at prøve dette, så er det jo også helt okay – du skal gøre det, der føles rigtigt for dig. Nogle gange kan en ny tilgang bare give en anden oplevelse.

I forhold til det her med at mænd skal lade vær’ med at være så skræmte af kvinder, der tager initiativ, så har du igen helt ret. I denne artikelkan du eksempelvis læse om, hvordan jeg opfordrer mænd til at blive mere autentiske og i dette brevkasse indlæg kan du læse om, hvordan jeg opfordrer mænd til at møde kvinder, der hvor de er.

Jeg kan virkelig godt forstå, det er frustrerende, når kvinder oplever, at mænd bliver skræmte. Men jeg kan på samme tid også godt forstå, hvorfor kvinder kan virke skræmmende. Det kan være svært at håndtere en initiativrig kvinde, hvis man aldrig har prøvet det før – eller hvis man som mand endda har oplevet at blive kørt over af en kvinde, der havde rigtig meget fart på og vidste præcis, hvordan hun gerne ville have tingene. Når vi står overfor et menneske, der er god til noget, eller som ved hvordan vedkommende gerne vil have det, kan det være skræmmende eller unødvendigt at handle. Hvad nu hvis man ikke gør det godt nok? Eller hvorfor skal man gøre noget, når hun allerede gør det selv? Derfor er min pointe i mit indlæg, at vi kvinder nogle gange godt kan være med til at invitere en mand til at komme mere på banen, ved at være mindre fremme i skoene. Ligeledes vil det dog være super fint, hvis flere mænd gør det til en prioritet at søge at matche stærke kvinder, idet de forstår, at hun virkelig bare gerne vil mødes og elskes – om end hun udtrykker dette på en måde, der kan virke hård.

Når alt dette så er sagt, så synes jeg, det er vigtigt at pointere, at man så let kan komme til at pege på det modsatte køn, og sige at ‘de’ gør alting helt forkert, og at det er ‘dem’, der må ændre sig. Men så kommer vi bare ikke super meget videre. Mit mål i denne brevkasse er at bygge broer og at lære både mænd og kvinder, hvordan de bedre forstår det modsatte køn, så vi bliver bedre til at kommunikere mere effektivt, har færre misforståelser og lettere kan skabe kærlige relationer. Når det, vi søger, er at få en kæreste, er det vigtigt at være opmærksom på, hvis vi nogle gange kommer til at stå i vejen for os selv uden at vide det. Jeg mener, man helt sikkert skal være sig selv, og at man skal gå efter at finde et forhold, hvor man kan være den man er, uden at skulle bære masker. Mine indlæg er ikke en opfordring til, at man skal ‘spille et spil’ eller agere at være en person, man ikke er. De er snarere en opfordring til, hvordan vi mere hensigtsmæssigt udtrykker os ved at blive mere bevidste om effekten af den måde, vi kommunikerer på, så vi lettere connecter med de mennesker, vi ønsker os som partner.


Endeligt vil jeg sige, at der i øvrigt er mange forskellige mennesker på denne portal, og at der selvfølgelig også er mænd, der godt kan li’, at kvinder tager initiativ.

Mange kærlige hilsner,
Mai
Tilbage til brevkassen

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand