Gør dig klar til en kæreste. Tag kørekort til kærligheden.

d. 01-10-2018

Af Nina Askov, forfatter til den netop udkomne bog, “Kørekort til kærligheden - en teoribog”

Kærligheden er ikke altid lige nem at finde, så hvorfor ikke hjælpe tingene lidt på vej med en målrettet indsats, så du er i super form den dag, du står overfor en potentiel kæreste?
I stedet for at starte uforberedt med at lede efter den eneste ene, kan det være en fordel at starte med at undersøge, hvad du har med i bagagen, der måske kan komme i vejen for at finde kærligheden. Er du i tvivl om, hvordan du lige gør det, så læs med her.


Hvad er dit mønster?
Et godt sted at starte din søgen efter kærligheden, er ved at kigge på dine tidligere erfaringer med den. Som research til min bog, “Kørekort til kærligheden - en teoribog”, foretog jeg dybdegående interviews af 40 singler. Det der slog mig i den forbindelse var, at når jeg bad dem beskrive deres ekskæreste, brugte de ofte næsten samme ord, som når jeg bad dem beskrive deres forældre. I de tilfælde hvor ekskæresten ikke umiddelbart havde noget tilfælles med forældrene, var det interviewpersonens adfærd, der gik igen. De indtog ganske enkelt samme rolle i forhold til deres kærester, som de havde haft i forhold til forældrene.

Det er der egentlig ikke noget mærkeligt i, da opvæksten med forældre er her vi lærer at indgå i nære relationer. Vi enten kopierer vores forældre eller tilpasser os dem, og på den måde bliver grundstenene til vores kærlighedsmønster lagt. Det store millionspørgsmål er derfor, hvor godt dit kærlighedsmønster virker for dig?

Hvad har du lært?
Så find ud af, hvad du har lært i tilpasningen eller kopieringen af dine forældre.
Har du lært at:

  • være åben eller lukket?

  • være inviterende eller afvisende?

  • fylde meget eller lidt?

  • håndtere konflikter eller undgå dem?



Hvis det du har lært, ikke fungerer for dig, er det måske tid til at lære noget andet. Og det er heldigvis muligt, da vores hjerner er så smart indrettet, at vi kan lære nyt hele livet. Så hvis du fx har lært at være lukket og dermed ikke får den nærhed, du søger, kan du begynde at dele lidt mere om dig selv og risikerer lidt mere. Hvis du har lært at sætte dine behov til side og lade den andens behov fylde mere end dine og dermed ender med at være utilfreds i forholdet, kan du begynde at tage dig mere plads og lytte til dine egne behov først.
Jo flere gange du gør det, jo nemmere bliver det. Så det er bare om at overvinde modstanden og komme i gang med træningen af det nye.


Hvilke tanker tager du med på date?
Mange af os har den indre kritiker kørende på repeat helt uden, at vi selv er bevidst om det. Vi fortæller os selv, at vi ikke er gode nok, smukke eller interessante nok og hvis det er, hvad vi tænker, er det også den udstråling, vi går på date med. Vær derfor opmærksom på, hvad du tænker om dig selv, før du går på date.

For at vende kritikerstrømmen, kan du bevidst fokusere på de ting, du godt kan lide ved dig selv og bevidst sætte dét soundtrack på repeat. Det kan godt virke lidt kunstigt at gå rundt bevidst at tænke om sig selv, at “Jeg er en kærlig, levende og glad kvinde/mand, der er åben overfor, hvad livet byder mig” - eller hvad det nu er, man finder frem til, at man godt kan lide ved sig selv, men det gør en positiv forskel. Så prøv det.

Prøv et øjeblik helt bevidst at tænke, at du er kedelig og uinteressant. Mærk hvad det gør ved dit humør, din kropsholdning og dine forhåbninger om at finde en kæreste. Prøv så at tænke, at du er dejlig, kærlig og levende. Og mærk hvad det gør ved dine følelser, din holdning og dine forhåbninger. Hvilket tankesæt vil du helst have med på date?

Tænker du negative tanker om dig selv, er der desværre også risiko for, at du gør det om andre. Mange af os er hurtige fremme med kritikken og til at lave “duer ikke, væk” finten. Men i stedet for at gå på jagt efter fejl hos dem vi dater, kan det betale sig at gå på jagt efter ting, vi godt kan lide. Prøv at vende den om. Vil du helst på date med én der leder efter dine fortrin eller dine fejltrin? Hvem har det største kærestepotentiale?

Hvis du ydermere ser dating som en træningsbane, hvor du kan lære noget om dig selv i samspil med andre, frem for en proces, der skal føre til noget bestemt (en kæreste), så letter det også for noget af presset. Så sæt dine forventninger på stand by og forhold dig åben. Måske vil du blive overrasket, både over dig selv og den du dater.

Sårbarhed
De fleste af os vil gerne virke cool på første date, men det der faktisk er den største hjerteåbner er, når vi tør vise os sårbare og lade den perfekte facade falde. Det betyder selvfølgelig ikke, at du på første date skal voldåbne for posen med, hvor mange gange du er blevet såret i din søgen efter kærligheden. Alting med måde. Men lidt fumlen og ærlighed om egne fejl og mangler, synes de fleste faktisk, er charmerende - og det inspirerer til mere åbenhed og nærhed.

Så hvis du ønsker at opbygge nærhed til den du dater, er det en god ide at afsløre lidt om dig selv og vise hele paletten. Altså både styrker og svagheder. Det vil muligvis føles lidt risikabelt, men hvis daten skal udvikle sig til en kæreste, er det så ikke vigtigt, at du tidligt finder ud af, hvordan han/hun reagerer på dine mindre polerede sider? Og sjovt nok er det, at når vi afslører personlige ting om os selv, at vores skønhed trænger igennem og nærhed kan opstå. Den tillid vi viser den anden ved at fortælle åbent og ærligt om os selv, kan være med til at sætte skub i forelskelseshormonerne. Så spring ud i det og vis, hvem du er.

“Unless you open yourself up, you share more and you make yourself vulnerable to true rejection, you cannot find something real.”
Citat: Dawoon Kang

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...