Sådan bliver du bedre til at flirte

At flirte er et vigtigt redskab, man kan bruge til at finde sin næste store kærlighed, men det er også en af nøglerne til seksuel spænding og til at holde samtalen interessant i et længerevarende forhold. Derfor er det en god idé at øve sig i denne kunst, men hvad går flirting lige ud på, og hvordan bliver du god til det?

Jeg kan godt li’ at se flirting som interesse blandet med en udfordring med glimt i øjet. Dette betyder, at måden du flirter på, er ved at vise en person, at du godt kan li’ dem, samtidigt med at du skaber en lille udfordring for dem, som de skal løse, for at vinde din gunst. Udfordringen kan være fjollet, og det gør ingen forskel om de svarer ‘rigtigt’ eller ‘forkert’, men den tjener det formål at du skaber interesse, laver lidt sjov og får vedkommende til at gå mere efter dig. Du signalerer altså med et glimt i øjet, at det ikke er helt let at vinde dig.


Alt det du siger, uden at sige noget



Øjenkontakt


Øjenkontakt er ret indlysende, når det kommer til at flirte, men mange mennesker - særligt kvinder - har tendens til lige at glimte lige hurtigt til fyren, de synes er lidt sød, vende sig om og så føle de har sendt ‘signalet’ til vedkommende, de gerne vil tale med. Desværre er det dog sådan, at det kan være ret så skræmmende at komme over og starte en samtale med en fremmed, så måske det kræver en anelse mere tydelighed end blot et flygtigt glimt. Hold derfor din øjenkontakt lige lidt længere, end hvad der føles behageligt og send gerne et smil eller et blik, som om du var blevet taget i at gøre noget, du ikke må, når de ser på dig. Tænk på det som om, at du kommunikerer med øjnene, og etablerer kontakt, snarere end at du blot sender et signal. Hvis ikke du er tydelig, vil det være for let for vedkommende, du gerne vil i kontakt med, at overbevise sig selv om, at du blot ledte efter toilettet, en tjener eller noget tredje, da jeres øjne kort ramte hinanden. Jo mere sikker personen kan føle sig på, at du er interesseret, desto større chance for at vedkommende kommer hen og siger hej.

Afstand


Ryk tættere på. Så enkelt er det, hvis du vil gøre det lettere for dig selv at komme i kontakt med ham eller hende, der står og ser lidt sød ud i modsatte ende af rummet. Jo længere afstand der er imellem jer, desto mere udfordrende er det, at skulle krydse dette space for at komme hen og tale med dig. Ved derfor at bevæge dig tættere på, gør du det lettere for vedkommende, du gerne vil i kontakt med at komme hen og snakke med dig. Det kan også være, du er til et event, hvor det er muligt ‘helt tilfældigt’ at ramme buffeten, baren, dansegulvet eller noget fjerde på samme tid. Kortere afstand betyder altså lettere adgang til dig.

Kropssprog


Hvis der er en person, du godt kan li’, er det altid godt at have et åbent kropssprog. Tænk; modsat af armene over kors og snarere et åbent hjerte. Retningen du vender, har også en hel del at skulle have sagt; står du med front direkte til en person, signalerer du, at du er meget åben overfor dem, mens du, ved at have kroppen i én retning og kun vender hovedet for at se på vedkommende, fortæller, du er mindre interesseret. Dermed ikke sagt at du altid skal stå med direkte front til en person, for det kan også virke for ‘aggressivt’. Du kan derfor evt vinkle dig halvt med siden til, vende en fod hen imod ham eller hende, du godt kan li’ eller kun vende overkroppen, så du viser, du er interesseret om end endnu ikke overbevist om vedkommende.

Signalér at du ikke har tænkt dig at gro fast ved siden af ham eller hende
I forlængelse af ovenstående, er det vigtigt lige at nævne, at det, når du rykker ind på nogen, og optager en samtale med dem, så ofte er en god idé, ikke at gå ‘all in’ med det samme. De fleste af os har oplevet at en person kommer op til os, hvilket er fint og hyggeligt - men hvis vedkommende efter et stykke tid ikke gør tegn til at gå igen på noget tidspunkt, kan det blive lidt for meget af det gode. Det kan derfor være bedre at starte en samtale med åbent ansigtsmimik og god energi, mens man positionerer sig selv med siden lidt til. Du kan så føre en kort samtale, og derefter smutter tilbage til der, hvor du kom fra igen. At flirte handler rigtig meget om at skabe interesse og ping pong snarere end tryghed. Så hold det gerne kort og interessant. Hvis du gør det rigtigt skal vedkommende nok komme og finde igen senere ved samme lejlighed.

Berøring


Når du er begyndt at tale med en person, så er det en god idé at få en hel del berøring ind. Her snakker vi ikke forførende moves, men snarere små uskyldige berøringer, så som en hånd på vedkommendes arm, deres skulder, deres ryg osv. Gør det på en spøgefuld eller venlig måde, men hold dig til steder, der ikke er intime og gør det kun, hvis du kan gøre det naturligt. Noget, du kan gøre helt naturligt, er, hvis du skal forbi en person, og du blidt lægger din hånd på hans eller hendes ryg for lige at skabe plads til at komme forbi. Om end det er naturlige berøringer, så skaber du øjeblikkeligt en fysisk forbindelse mellem jer, og begynder at opbygge en fortrolighed mellem jer.

Verbal kommunikation



Samtaler


Det kan være svært at finde på, hvad man lige skal sige, men i al ærlighed så er det næsten altid bedre at stille et hvilket som helst spørgsmål end ikke at sige noget som helst. Enhver samtale kan starte med et spørgsmål; Hvis vedkommende læser en bog, så sørg om den er god. Hvis nogen drikker eller spiser et eller andet, kan du spørge, om det er godt - du kan spørge om hvad som helst, i forbindelse med det de er i gang med. For at holde det flirtende kan du dog med fordel også lave en fjollet test ved at spørge; “hvis du skulle vælge mellem x eller y, hvad ville du så vælge?” Og så med et glimt i øjet sige, “ja det ville aldrig være gået mellem os alligevel”. På denne måde laver du en lille test til dem, uden de vidste det var en test. Det kan være popkorn eller snoller, hvis du møder ham/hende i biffen, eller det kan være pasta eller pizza på en italiensk restaurant, det kan være fodbold eller skøjteløb i fjernsynet. Vær ikke bange for at være lidt fjollet - for det er altid godt at bringe et smil på nogens læber - du kan bruge dette på en date, eller lige når du møder en person i SuperBrugsen - det virker altid.

Stemmeføring


Nu er det ikke fordi denne lille guide skal blive mega teknisk, men hvis vi er nervøse, hænder det for mange af os, at vi enten bliver stille eller monotone. Dette betyder, vi måske ikke får kommunikeret, hvor interessante vi kan være. Nerver kan også få os til at snakke super hurtigt. Hvis du er ude med en ny person, læg derfor lige mærke til din stemmeføring og dit tempo. Træk vejret og begynd så igen. Vær ikke bange for at sænke farten, for eller tage en lille pause, hvor du bare lytter, eller for at lade din stemme gå op og ned når du taler. Gennem din stemmeføring og tonalitet kan du nemlig kommunikere masser af legende eller drillende energi og varme eller humor.



Beskeder


Når vi begynder at snakke med en ny person på nettet, er det let at ende ud i lange samtaler hér eller efterfølgende på sms. Mit råd her er, at du ser beskeder, som noget der skal bruges til at vække interesse, flirte og lave aftaler snarere end til at føre lange samtaler. Dels er det nemlig altid bedre at lære en person at kende gennem verbale samtaler, så vi ikke opbygger mere fortrolighed bag en skærm end i virkeligheden, da dette kan gøre stemningen akavet, så vi endelig snakker sammen. Og dels er beskeder uden formål bare ret kedeligt. I stedet kan du derfor eksempelvis sende en besked, hvor du skriver “Jeg glæder mig til at se dig i aften” forinden en date. Eller du kan skrive; “du virker som en interessant person, måske jeg skulle give dig muligheden i telefonen, for overbevise mig om, at vi skal ses i virkeligheden ;)”. På denne måde, giver du et kompliment, men laver stadig en sød lille udfordring, plus du tager jeres relation til det næste niveau. Fordelen ved at ringe sammen inden en date er i øvrigt også, at du får mulighed for at filtrere personen, inden du giver en aften af din tid til vedkommende.

Find modet til at flirte



Mindset


De fleste af os har en naturlig tendens til, når vi ser en flot mand eller kvinde, at projektere mulige gode kvaliteter, vi godt kan li’ ind på denne person. Vi ser altså ikke bare en flot mand eller kvinde, vi ophøjer dem lige lidt ekstra, og giver dem alle mulige kvaliteter, der gør, de - før vi overhovedet har mødt dem - er ret så fantastiske. Og hvilken effekt har det så, spørger du? Ja, det gør, at det da lige lidt mere nervepirrende at tage kontakt. Så vi bliver nervøse, måske lidt skræmte og så kan det virkelig være svært at nosse sig sammen til at få sagt hej. I den her situation er der kun en ting at gøre, og det er; at huske på at der jo altså også har eksisteret pæne seriemordere. Du kan vitterligt ikke sige noget som helst om, om en person er fantastisk eller ej udelukkende baseret på deres udseende, så husk at dit eget game er lige meget værd, uanset hvem du står overfor. Ved at flirte med en person, giver du dem muligheden for at imponere dig - that’s it. Det behøver ikke være så skræmmende eller farligt, for du har intet at tabe, ved at give nogen en chance. Det handler ikke om, om du er værdig, men om de er værdige, og om kemien er i orden.

Øvelse gør mester


I forlængelse af ovenstående så handler det at flirte ret meget om at turde skabe kontakt og at være åben. Men måske det er ekstra skræmmende at flirte med en fremmed person, hvis man kun gør det, når man møder personer, man godt kunne være interesseret i. Her er der jo netop noget på spil. Men man behøver jo heldigvis ikke tage køretimer i en Ferrari, vel? Så mit råd er, at du begynder at flirte med alle mennesker omkring dig. Mænd såvel som kvinder. Måske du ikke laver så meget ping pong / challenge med de mennesker fra dit eget køn, du ikke er interesseret i, men det at starte samtaler i supermarkedet, på en cafe, på gå-turen med din hund og så videre; er alt sammen virkelig god træning, der gør det meget lettere at flirte med de personer, du godt kunne være interesseret i. At flirte gør de fleste i godt humør, så se denne ‘træning’, som noget du giver til de personer, du møder, fremfor noget som kun du får noget ud af - selv hvis ikke du er interesseret i dem.

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Artikler

Profiler på Dating.dk

Opret din gratis profil nu

- når du er klar til en rigtig kæreste

Bliv klogere på singleliv og kærlighed

Ja tak - jeg vil gerne modtage Dating.dk's nyhedsbrev og være sikker på altid at få nyheder, events, inspiration, markedsføring og tilbud direkte i min indbakke

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet. Vi passer godt på dine oplysninger - læs mere i vores persondatapolitik.

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand