Sådan slutter du en relation med kærlighed

Man må som bekendt kysser mange frøer for at finde sin prins (eller prinsesse). Det betyder, der ofte er breakups og parkerede romancer på vejen til den store kærlighed, hvorfor det er meget rart at blive dus med situationer, hvor vi afslutter en relation. Når man netdater, er det let bare at slutte en flirt ved ikke at vende tilbage. Der er naturligvis situationer, hvor dette er en okay løsning, men er man kommet et stykke vej ind i en romance, er en udmelding om, at man bevæger sig videre ofte det ofte det kærligste (og hæderligste), man kan gøre. Men hvordan gør man lige det? For mange er det angstprovokerende at skulle afvise et andet menneske, så her har du lidt råd til, hvordan du kan gøre det med kærlighed.

Du har et valg


Uanset om du har mødt en anden mere spændende person, om du bare har mistet interessen, eller noget andet gør, at du ikke længere ønsker at fortsætte en relation, så har du et valg omkring, hvordan du vil håndtere situationen. Der er helt sikkert relationer, hvor der ikke har været nok substans til, at man skylder et svar, men der er også situationer, der fortjener en kommentar. Jeg er ret sikker på, du godt selv ved, hvad der er god stil, og hvornår du handler som en kujon, så det skøn lader jeg være op til dig. Husk blot på at du, i enhver interaktion, har mulighed for at handle på en måde, der enten får dig selv til at vokse et par centimeter; eller modsat giver dig lyst til at dukke dig, som følge af hvordan du vælger at handle i dit liv. Det er ikke en impulskontrol i kroppen, vi ikke kan styre, der afgør, hvordan vi kommer ud af en situation; det er op til os selv. Så mærk efter hvilken person du gerne vil være, og vælg så den handling, der understøtter dette.

Vær ærlig - det kærlige valg


Helt ærligt, så er det udfordrende nok at være single og skulle kunne håndtere skuffelser og hjertesorg uden at være nødt til at bekymre sig om, at få en spand kold vand i hovedet i form af at blive ghosted. Når vi afslutter en relation kan vi ære både relationen, den anden person og os selv afhængigt af hvordan vi gør det. Og det behøver faktisk ikke være raketvidenskab at gøre det på en god måde; det kræver bare, at du ejer hvordan du har det, og at du er ærlig.

Hvis du har set en person i et stykke tid, men har mistet interessen, er det fair nok. Selvfølgelig er der forhold, som er værd at kæmpe mere for end andre, men hvis du mærker, det ikke er rigtigt for dig at fortsætte, er det helt okay. Vi er ikke skabt til at passe sammen med alle mennesker, så første skridt til at få lukket et forhold på en god måde, er at være ærlig overfor dig selv om, at du ikke ønsker det længere, og så at få det sagt. Dels er dette, det kærligste du kan gøre overfor dig selv; der er jo ingen, der fortjener at være et sted, de ikke har lyst til. Og dels er det kærligste vi kan gøre for den anden person, at sætte vedkommende fri så de kan finde en kæreste, der sætter pris på ham eller hende præcis som han eller hun er.

Hvad skal jeg sige?


Det er aldrig rart at skuffe eller gøre et andet menneske ked af det, men vi kan lindre meget og mildne situationen en hel del, gennem den måde vi kommunikerer på. Nøglen er at kommunikere fra hjertet - uden at have dårlig samvittighed.

Det er svært at blive vred på en person - selv hvis vedkommende gør os ked af det - såfremt han eller hun behandler os med omsorg og respekt. Alle situationer er forskellige, men et godt udgangspunkt at starte fra er altid i sandhed og kærlighed. “Jeg kan godt li’ dig/jeg synes du er en rigtig dejlig person, det har været rart/sjovt/dejligt at lære dig at kende, men jeg føler den bare ikke, som jeg skal. Du fortjener én, der vil dig på samme måde/vil de samme ting som dig, og det er desværre ikke mig”. Vælg dine egne ord, men mere behøver du måske slet ikke at sige (afhængigt af situationen og hvor langt I er kommet). Hvis du vil uddybe, kan du eventuelt fortælle hvorfor (såfremt du selv ved det). “Jeg bliver nødt til at prioritere min tid anderledes lige nu, jeg føler ikke, jeg kan gi’ dig det du søger/fortjener, jeg synes, vi leder efter forskellige ting”, er alle gode bud - hvis det er sandheden. Måske det kan hjælpe dig at huske, at der jo ikke er noget i vejen med hverken dig eller personen, du ikke er interesseret i; I er bare ikke et match. Derfor er der heller ikke nogen grund til at have dårlig samvittighed.


‘I just wanna be liked’ -syndromet


I virkeligheden er det jo ikke en skidt ting, at vi ikke vil såre andre mennesker. Men når vi holder fast i en person, vi ikke er forelskede i, fordi vi gerne vil have en ‘back up’ eller vi, i et forsøg på at skåne personen (eller os selv), undlader at sige noget, gør vi ofte ondt værre. Det samme gælder, hvis vi, i jagten på et andet menneskes accept, forsøger at løbe fra eller fordreje sandheden. Nogle gange er kærlighed simpelthen bare at få tingene sagt, så begge parter kan komme videre. Men det betyder selvfølgelig, at vi skal kunne bære, at personen bliver ked af det, såret, frustreret eller måske endda vred på os - alt afhængigt at hvor balanceret han eller hun er. Af denne grund er vi nødt til at lægge vores behov, for at alle kan li’ os, på hylden.

Det er ikke fordi, vi skal være onde overfor en anden person, eller vi skal være ligeglade med vedkommendes følelser. Men når vi slutter en relation, må vi sætte sandheden og intentionen med relationen højest. For at et romantisk forhold kan fungere, må begge personer være investerede; det er de ikke, hvis du ikke føler den. Er dit mål med at date mennesker at finde en ny fantastisk kæreste, du er glad for, må din loyalitet og prioritet ligge der. Det kræver, du ikke lader dig selv spise af med noget, der er halvt, og at dui tør sige fra overfor de relationer, som ikke er det, du ønsker dig. Måske det kan hjælpe dig at huske på, at du ikke er på platformen for at spilde hverken din egen eller andres tid eller for at få beundrere. Når du fravælger en person, som ikke er rigtig for dig, vælger du altså dig selv, da du prioriterer at bruge din energi på at finde det, du gerne vil have. Det er derfor vigtigt, at du er tro mod dig selv, og det du ønsker dig - selv hvis det betyder, personen ikke længere kan lide dig.


Andres reaktioner


En af grundene til at mange mennesker vælger ikke at svare eller sige noget, når de ikke længere er interesserede, er frygten for den reaktion de vil møde. Til dette er der to pointer, der er vigtige at lave. For det første kan du kun være ansvarlig for, hvordan du selv håndterer en situation. Hvis du lukker en relation på en måde, hvor du føler, du har været den bedste version af dig selv, så kan du ikke gøre mere. Såfremt du har valgt at sige, du ikke længere ønsker I skal ses, og at du har kommunikeret det på en kærlig måde, er der ikke rigtigt mere for dig at gøre i den situation. Du har haft din intention på rette sted, og det er helt fair at ombestemme sig.

I forlængelse af dette, gælder det, at den anden persons reaktion ikke et udtryk for hvordan du er; det er snarere et udtryk for, hvem han eller hun er. Et udviklet voksent menneske skulle gerne kunne klare en afvisning. Der er desværre ingen garantier i kærligheden, og når man søger en kæreste, er et af vilkårene bare, at man nogle gange bliver skuffet. Mange mennesker vil tage en afvisning meget bedre, når den er eksplicit, ærlig og kommunikeret fra et kærligt sted. Men det er stadig ikke alle, der kan det. Når du lukker en relation på en pæn måde, så sæt derfor dig selv fri - og undlad at tage en dårlig modtagelse som om, du er et dårligt menneske eller som et tegn på, at du ikke skulle have sagt noget. Selvfølgelig har personen ret til at blive skuffet eller ked af det, men man kan ikke klandres for at ombestemme sig, eller for hvordan man har det. Du har 100 procent ret til at handle i overensstemmelse med det der føles rigtigt, så lad vær’ med at tage en dårlig reaktion på din afvisning ind, og bevæg dig så i stedet lidt lettere og lidt højere videre i din jagt efter kærligheden.

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Artikler

Profiler på Dating.dk

Opret din gratis profil nu

- når du er klar til en rigtig kæreste

Bliv klogere på singleliv og kærlighed

Ja tak - jeg vil gerne modtage Dating.dk's nyhedsbrev og være sikker på altid at få nyheder, events, inspiration, markedsføring og tilbud direkte i min indbakke

Tilmeld

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet. Vi passer godt på dine oplysninger - læs mere i vores persondatapolitik.

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand