Soundtrack til kærlighed

d. 24-04-2020

Sanser er vigtige, og ligesom duftesansen kan frembringe stærke minder fra vores barndom eller specifikke oplevelser i livet, så kan musik gøre det samme. Når vi skal møde en person for første gang, kan det være rart at der er en lille smule sommerfugle i mave - men helst ikke så mange at vi har svært ved at komme ud ad døren pga. nervøsitet. Gennem vores sanser kan vi påvirkes til at have forskellige følelser i kroppen, og disse kan helt og aldeles ændre vores energi. Er vi stressede og taget til fange af vores tanker, kan vi blive bragt ned i kroppen igen og ind i nuet via vores sanser. Føler vi nervøsitet, frustration, frygt og lignende kan vi altså via vores bevægelser eller dufte og lyde omkring os, slippe fri af disse følelser og i stedet mærke ro, selvtillid og lignende.

Musik som forberedelse til en date


Derfor kan det være en god idé at lytte til noget musik, som gør dig rolig og tilpas inden du skal på en date. Det er forskelligt fra person til person, hvilken musik der skaber ro i os. Tag et øjeblik og overvej hvornår du har lyttet til musik som har givet dig positive følelser? Har der været situationer - eller måske en hel periode - som har føltes gode, og hvilke artister og sange lyttede du til på dette tidspunkt? Sæt dem på. Et godt råd ift. at skulle på date er at skabe balance for dig selv. Er du nervøs så vælg musik der grounder dig og giver dig selvtillid. Føler du dig lidt tung, så få forbindelse til din positive og humørfulde energi gennem musik, mens du gør dig klar.

Kropsforbindelse & selvtillid


Når vi bliver betaget af en person i de indledende faser af et forhold, kan det være svært ikke at lade sig rive med af sine tanker. Det sker fx ofte, at vi begynder at forestille os en lyserød fremtid med en person, som vi fantaserer os til at være helt fantastisk. Andre gange kan vi blive så bange for at vedkommende ikke kan li’ os tilbage, at vi begynder at ændre på hvem vi grundlæggende er, eller vores ønsker til kærlighed. Begge dele gør os udsatte, og vi risikerer at give køb på os selv. Men gennem musik og forbindelse til egen krop, kan vi bringe os selv tilbage til nutiden og til os selv.

Du kan fx prøve at sætte noget lækkert, beroligende musik på og trække vejret ned i maven et par gange. Dette aktiverer dit parasympatiske nervesystem, som gør at du kan slappe af. Dejlig musik kan forstærke effekten af dette og vil give dig et bedre overblik. På denne måde kan du handle mere velovervejet frem for at reagere impulsivt på dine følelser. Mærker du frygt eller at dine tanker løber løbsk, kan det være en god idé at bevæge kroppen. Måske du cykler, løber eller går en tur med musik i ørene, som minder dig om hvor stærk og fantastisk du er. Fordelen ved at kombinere natur, bevægelse og musik er, at de første to bringer dig ind i nuet, mens musikken kan skabe selvtillid, værdighed og styrke.

Musik og fysisk kontakt


Når vi dater mennesker og langsomt lærer hinanden at kende, skaber fysisk berøring øget fortrolighed. Men nogle gange kan det være svært at turde, at række ud efter en persons hånd, røre et andet menneskes ben eller blidt age nogens ryg - særligt hvis vi er lidt nervøse i situationen. Her kan musik være med til at mindske afstanden og gøre det lettere at bygge en bro til fysisk kontakt.

For at kunne være afslappet omkring berøring med et andet menneske, er det vigtigt først at være tilpas i egen krop. Derfor er det en god idé at skabe en positiv forbindelse til sin egen krop, inden man tager ud på en date. Dette kan du bl.a. skabe gennem dans og bevægelse til skøn musik, mens du gør dig klar til at skulle ud. Du behøver ikke stå og hoppe og danse - om end det skal stå dig frit for, hvis det føles rart. Du behøver heller ikke at kunne forskellige former for dansetrin. Det vigtigste er at lytte til musik som inviterer til rytme og bevægelse. Derved tillader du nemlig dig selv at bevæge dig på en måde, som føles godt, og som måske skaber mere blødhed og åbenhed i kroppen. Du kan fx prøve at sætte noget musik på, som for dig føles sensuel, glad, inspirerende eller lignende. Skab eventuelt en spilleliste med sange som har den helt rette effekt for dig, som du kan bruge igen og igen til dette formål.

Musik til dates og forhold


Ligesom musik hjælper til at skabe følelser i din krop, så er musik også med til at sætte en stemning i et rum. Dette betyder, at du kan gøre det lettere at komme tættere på din date ved at sætte musik på, som inviterer til nærvær, fortrolig samtale og tæthed. På den måde bliver det måske mere naturligt at skabe den fysiske berøring mellem jer, som så vil skabe større fortrolighed.

Find den rette musik for dig


Hvis du ikke har flair for at sætte spillelister sammen, eller er en ørn til teknik, så er der heldigvis hjælp at hente. Du kan fx downloade spotify, som er gratis, og har en masse forskellige spillelister, der allerede er sammensat. Du kan nemt kigge kataloget af spillelister igennem, som allerede er sorteret efter den stemning eller anledning du søger.

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...