Dating.dk interviewer Allan Olsen

8. oktober 2007

Her sidder jeg så med en af mine ungdoms helte Allan Olsen. Han har altid formået at få mine fødder til at rokke med, som var de skabte til at slå takt til Hr. Olsens musik. Så det her er stort.

Vi sidder i baglokalet, hvor jeg så ofte før har siddet med hans gode ven Johnny Madsen, men denne gang er det på en mere seriøs måde, og derfor har jeg et par sommerfugle, der basker lidt rundt i maven. Men Allan tager storsmilende imod os, og efter kort tid er pulsen faldt til ro, og samtalen flyder let med den danske sanger, der om nogen med få ord formår at skabe langtidsholdbare historier, der overlever på trods af den hurtige udvikling indenfor musikgenrerne.


Musisk inspiration

Allan Olsen har spillet og sunget, siden han var 12 - 13 år, og har ikke som mange af sine kolleger en uddannelse, han har kunnet falde tilbage på, hvis musikken ikke faldt i publikums smag. Men han har igennem hele sit liv levet under en heldig stjerne, og har levet af sin musik. I dag har musikken den betydning for ham, at det kan give ham smør på brødet og give hans unger tøj på. Passionen for at spille kom, da han var ganske ung, og han har selv opfundet det univers, som sangene tager udgangspunkt i.

Jeg er taknemmelig, hvis jeg får inspiration til en tekst. Det er oftest ting, der dukker op i min hukommelse, som brudstykker, jeg kan sætte sammen i et musisk puslespil, siger Allan Olsen med et underfundigt smil. Hans hjerne står aldrig stille og han er hele tiden opmærksom på de små inspirationer og tanker, der pludselig dukker op, og det kan være på de mærkeligste tidspunkter, hjernen spiller ham et puds. En gang stod jeg og tissede, og pludselig kom jeg til at tænke på de russiske soldater under den kolde krig. Tænk lige på, hvis man udover at være en soldat i krig, samtidig også var den soldat, der blev moppet af de andre. Ikke nok med at man er hjemmefra sin familie, men så skal man også stå model til de andres hån hver dag. Sådan noget kan jeg gå helt i selvsving over, og der kommer mange billeder på min nethinde. Så opfinder jeg mit eget univers og skriver en tekst om, hvordan det må have været.


Ensom proces

Allan Olsens professionelle liv er opdelt i tre faser; skrive processen, pladeindspilningen og turne-livet.

Selve det med at skrive teksterne og musikken er en ensom proces. Alt skal være perfekt, når jeg skal skrive, for ellers er jeg mester i at lave overspringshandlinger. Faktisk hader jeg at skrive, fordi det er det, jeg holder allermest af. Det kan godt være det lyder underligt, men det er sådan jeg har det, siger han. Sangene er som hans uægte børn, og de er nogle, der skal skrives.

Allan Olsen holder meget af at være i studiet og få arrangeret den musik, som han har brugt meget tid på at skrive. Det er der, man rigtig finder ud af, om det man har arbejdet med holder.

Den danske trobadur har mødt konstruktiv modstand. I sine unge år, lærte han at dukke sig for flasker, der kom flyvende mod scenen, og faktisk er han en gang blevet skudt efter med et haglgevær af en tosset færing. Det eneste der skete den gang var, at færingen blev sat i baren, og han fik først geværet igen, da han gik hjem. Den konstruktive modstand har gjort Allan Olsen til den professionelle og dygtige underholder, som han er i dag. Til den efterfølgende koncert på Paletten i Viborg efter interviewet, var vi imponeret over hans morsomheder, og det var tydeligt at mærke, at foran os stod en yderst erfaren musiker, der kunne lægge hele den propfyldte udsolgte sal ned med latterkrampe.

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...