Sådan undgår du at tiltrække den forkerte partner

d. 04-04-2019

Jeg har fået en del mails fra folk, der skriver, at de oplever at de gang på gang løber på de samme forhindringer og den samme type person, der ikke passer dem. Hvis du også oplever det, kan du læse med her, og få råd til hvordan du kan undgå at tiltrække den forkerte partner.



Profil


Jeg har skrevet om vigtigheden af din profil tidligere, og nu gør jeg det igen. Om end du ikke behøver at genopfinde hjulet, så er det dog vigtigt, at du skiller dig ud, når det kommer til din profil. Den bedste måde at gøre det på, er ved at være dig. Der er kun ét menneske, der er dig i verden - heri ligger dine superkræfter.
Det er klart, det er rart at få bekræftelse i form af mange henvendelser, men ultimativt skal du kun bruge én næste stort kærlighed. Derfor er det vigtigt at henvende sig til netop denne (type) person. Lad vær’ med at være ‘lidt-af-det-hele’ typen ala ‘jeg er outdoor-person, men jeg elsker at gå i byen’ eller ‘jeg er pjattet med alle former for musik’. I stedet for at appellere til hele verden, så hold dit publikum for øje og vær mere ærlig omkring, hvad du kan li’ og ikke kan li’. På denne måde bliver din profil et filter for den type person, du gerne vil tiltrække, hvilket også sparer dig tid.

Lav dit forarbejde


Hvis du gang på gang støder på den samme type person, så kunne du med fordel tage et øjeblik og se på, hvad det er for et mønster, du kører rundt i. Tiltrækker du mennesker, der ikke er klar til at investere følelsesmæssigt? Tiltrækker du mennesker, der er lidt omklamrende, eller er der noget andet, der går igen? Først når man er opmærksom på en vane, kan man bryde den - så find ud af, hvad din trend er. De egenskaber vi er tiltrukket af hos andre, bunder typisk i vores forhold til os selv. Når du har indsigt i, hvad disse egenskaber er, kan du begynde at arbejde med dem i dig selv og på den måde bryde dit mønster.

En anden ting, der er rigtig vigtig at overveje, er, at vide hvad det er for en person, man ønsker som partner. Start med at lave en refleksion omkring hvilket type forhold du ønsker dig, og hvilke egenskaber du søger i en partner, samt hvilke ting du gerne vil lave med denne person. Dette kan hjælpe dig til at finde ud af, hvilken type din målgruppe er, hvorefter du kan indstille din profil herefter. Reflektionen skal naturligvis være realistisk snarere end være baseret på en disney fantasi. Overvej derfor gerne; hvordan er min ideelle partners: Familieforhold, vaner omkring økonomi, boligsituation, tilgang til konflikter, kærlighedssprog, helbred, forhold til motion og natur, dagligdagsrutiner osv. Alt skal naturligvis ikke være helt perfekt, men det er godt at holde sig for øje, hvad du godt kunne tænke dig, og hvad der vil passe ind i ens liv. Når så du har en idé om, hvordan den mest ideelle partner for dig ville være, vil jeg stærkt anbefale, at du vender pilen rundt; Hvis du mødte drømme personen, og vedkommende havde styr på sit liv, som du ønsker det; ville vedkommende så være interesseret i dig? Lever du selv op til de samme krav, som du stiller til din drømmemand eller kvinde? Hvis ikke, kan du begynde at arbejde på de områder, der trænger til opgradering, mens du leder efter din næste store kærlighed. Dette vil kun øge din værdi og gøre det lettere for dig at identificere personer, der kunne være rigtige for dig.

Ærlighed


Der er forskel på at tiltrække og gå på en date med en forkert partner eller på at date en forkert partner. Mennesker vil altid vise os, hvem de er. Det er vores ansvar at tro på dem, når de gør, frem for at opdigte en drømme historie omkring dem og deres personlighed, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Hvis man er af høj værdi og dermed tiltrækkende, så vil man tiltrække en hel del mennesker. Heriblandt måske også nogle emner, der ikke er rigtige for én. Spørgsmålet er, om du siger fra, når du oplever, at vedkommende ikke er rigtig for dig, eller om du bliver ved med at se dem. Er du ærlig overfor dig selv, hvis en relation ikke er det, du søger, eller har du en tendens til at blive ved med at se en forkert person, da det er sjovere eller lettere end at være alene? Bliv god til at bevæge dig hurtigt videre, hvis du kan mærke, det ikke føles rigtigt, og øv dig i ikke at ignorere advarselstegn, hvis de dukker op. En god ting her kan være at minde sig selv om, at éns tid er værdifuld og at tid tilbragt med den forkerte partner, er tid, man spilder, som man kunne have haft med den rette person.

Selvtillid og selvværd


Det kan tage tid at finde den rette partner, og det er måske ikke altid lige let at holde gejsten på jagten efter den rigtige kæreste. Mange frøer skal som bekendt kysses, før man finder sin prins (eller prinsesse), og det er virkelig de færreste, der kan undgå at vakle fra tid til anden i singlelivets jungle. Men med selvtillid og lækkert hår er det altså ofte en del lettere at styre udenom de forkerte potentielle partnere. I tråd med ovenstående afsnit er selvtillid nemlig en vigtig ingrediens til ikke at gå på kompromis, med hvilken partner man ønsker sig, eller hvordan man fortjener at blive behandlet.

Selvtillid er at kende sit eget værd, og det kommer, når vi både respekterer og elsker os selv. Træffer vi beslutninger, der udspringer i disse følelser, vil resultatet altid være valg, der har vores bedste for øje - uanset om det så er et valg, der er svært at træffe eller ej. Det kan være lettere at sige nej til en person, der ikke behandler os pænt end at gå fra en person, der behandler os rigtig godt, men som vi ikke er forelskede i. Resultatet er dog det samme; Ofte gør det ondt at give slip, så vi skal stadig have selvrespekt, selv-kærlighed og selvtillid nok til at træffe beslutingen og vælge os selv først. Der er rigtig mange mennesker i verden - der vil også være en person, der er rigtig for dig. Stol på at så længe du sørger for at være tro mod dig selv, og den form for kærlighed du fortjener, så skal vedkommende, du drømmer om, nok dukke op på det rette tidspunkt.

Tålmodighed og klare linjer


Om end det er let at få lyst til at trykke på speed knappen, når du møder en sød person, så er det ofte en god idé at tage din tid, når du lærer vedkommende, du dater, at kende. Hvis personen er rigtig for dig, har du resten af livet til at lære ham eller hende bedre at kende - så se hvordan vedkommende er i forskellige situationer, inden du giver dem dit hjerte. Luk dem ind lidt efter lidt i et tempo som både dit hjerte og dit hoved kan følge med til. Dette betyder, at du er i førersædet, og til enhver tid kan stoppe op og skifte retning, hvis ikke relationen er rigtig for dig.

Når du tager tingene i et afslappet tempo, kan du med fordel også lægge mærke til, om I begge investerer lige meget i relationen. Der kan være stor forskel på, hvornår man mener, man er i et fast forhold eller man bare dater - hvilket kan lede til misforståelser og sårede følelser, som måske kunne være undgået. Det er naturligt, at vi bevæger os frem med forskellige hastigheder, men med en person der er rigtig for dig, vil du aldrig skulle overtale ham eller hende til at vælge dig. Det vil komme helt af sig selv, for de vil helt naturligt også have lyst til at lære dig at kende. Du er kun tjent med et menneske, der værdsætter og prioriterer dig. Det kan selvfølgelig være, at vedkommende du dater har mindre tid end du har, men hvis noget ikke føles helt rigtigt, så vær ærlig omkring, hvordan du har det - uden at lægge pres på din partner eller forvente at han eller hun har det på samme måde. Stil spørgsmål, når der er noget du ikke forstår. Selv hvis du frygter svaret, er det bedre at få vished, så du kan træffe en oplyst beslutning omkring vedkommende skal have mere af din tid eller ej.

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...