Sommer (selv)kærlighed

d. 28-06-2019


Meget af det jeg skriver, handler om at øge dine chancer for at finde kærligheden ved bedre at forstå det modsatte køn, og gøre dig mere bevidst om, hvad du søger i en partner, samt ved at skabe et liv, du oprigtigt er glad for. Typisk får du tips til processer, du kan følge eller specifikke ting, du aktivt kan gøre for at finde kærligheden. Denne artikel er lidt anderledes, idet den er en opfordring til, at du slipper kontrollen og holder ferie fra det målrettede. Om end det er vigtigt, at man ikke bare lader stå til og lader dét at finde kærligheden være 100 procent op til tilfældighederne; så er det nemlig også virkelig væsentligt, at man ikke bliver så målrettet, at man glemmer at omfavne de ting, der helt naturligt bare føles godt. Her har du derfor mine råd til at opleve flere dejlige ting henover sommeren ved at undlade at prøve på at få noget særligt til at ske. Kærligheden har det jo trods alt med at finde dig, når du mindst venter det.

‘Egoisme’ - brug din tid som du gerne vil


Hvordan du bruger din tid er vigtigt for, hvilket liv du lever – men mange gange kan en travl hverdag betyde, at vi ikke føler, vores tid er vores egen. Denne sommer vil jeg opfordre dig til at gøre din tid til din egen. Vær egoistisk i den måde du prioriterer på. Giv dig selv et ubegrænset gavekort til at pjække fra de ting i dit liv, der ikke fylder dig med glæde, og sig fra overfor de ting, du føler, du bør, men som du i virkeligheden ikke gider. Nuvel, der kan være ting såsom arbejde eller ting i forbindelse med dine børn, du ikke kan slukke for, men brug så nedenstående taknemmeligheds-tip til at finde en mening med det du skal. Måske du ikke gider arbejde, mens solen skinner udenfor, men mind da dig selv om, hvad arbejdet hjælper dig til at gøre; at tjene penge til at holde fri og i denne tid gøre, hvad du har lyst til. Dit arbejde giver dig altså frihed. Find meningen med alle de ting du ikke kan slukke for og skær så alle unødige ting fra, som du bruger tid på, men ikke lader din energi op.

Egoisme er i det moderne samfund blevet lidt et skældsord, men hvem er det lige, du lever du dit liv for? Dit liv foregår lige nu og her – du ved aldrig, hvor lang tid du har det – så gør dig selv en tjeneste og drop undskyldningerne denne sommer, omkring hvorfor du ikke kan gøre, det du har lyst til. Uanset om du har forældre eller børn, du skal passe, så er du stadig hovedpersonen i dit liv. Du kan kun være dit mest fantastiske selv, hvis du prioriterer dig selv – og giver lidt slip på alle de regler og kasser, du kommer dig selv i. Måske du godt kan gøre mere for andre, men det betyder ikke, du nødvendigvis skal gøre mere. Måske denne sommer mest af alt skal bruges på at lytte og give plads til dig.

Slip forventningerne


Du kender sikkert godt de aftener, hvor du ikke havde planlagt at gå ud, men som ledte til en uplanlagt middag, der endte med en hel del rødvin, måske dans, masser af grin og en følelse dagen efter af, at det havde været den bedste aften. Modsat, er der også de begivenheder, man har planlagt i månedsvis og har set meget frem til: Man har nøje udvalgt sit tøj, man glæder sig til at ses med menneskerne, der kommer, og alle forberedelserne er i vinkel til en fantastisk aften. Men af en eller anden årsag står man tilbage dagen efter med en lidt flad fornemmelse…

Når man ikke har nogen forventninger, er det let at blive positivt overrasket. Uden forventninger har vi ikke nogen forestilling om, hvad en bestemt dag, aften, begivenhed med mere skal bringe os, og dette betyder, vi er åbne: Åbne til at blive inspirerede, til at tage tingene som det kommer, til at møde nye mennesker og se dem for hvem de er, snarere end hvem vi ønsker, de skal være, åbne for at nye ting kan komme ind i vores liv helt uden modstand. Når vi ikke har forventninger, har vi nemlig intet at tabe. Hvis alternativet til en hyggelig aften med venner er at sidde alene derhjemme og se en film, er det ikke svært at lave en udregning, der siger, selskab er det sjoveste valg. Har du modsat opsat dig på en god sommerfest i ugevis, kan du føle, du har misset en chance, hvis ikke aftenen, blev som du ønskede. Hvad end du har planlagt denne sommer prøv derfor at slippe forventningerne til, hvordan du mener dette skal udspille sig og hold i stedet et åbent sind, så tingene naturligt kan udfolde sig. Gør plads til at blive overrasket, og ta’ tingene helt som de kommer.

Ha’ fokus på det du har lyst til i nuet


Når det er sommer, og solen skinner, oplever mange, at de har en følelse af ferie i kroppen – selv før de går på sommerferie. Udnyt denne følelse. I hverdagen er det super let at blive fanget af to-do lister, hvor vi haster fra det ene, vi må og skal gøre til det næste. Mærk efter hvad du har lyst til og gør det så. Hvis du har lyst til at tage på stranden og bade efter arbejde, så gør det. Har du lyst til at cykle en tur, til at spise en bestemt ting, drikke en drink på en hverdagsaften, hvor du normalt ikke drikker; så gør det. Lad din følelse af, hvad der kunne være virkelig rart at gøre, guide dig til hvordan du tilbringer din tid. Det kan være, du ikke ser noget specifikt formål med handlingen, men det behøver der måske heller ikke være.

Ved at lade dig styre af, hvad der føles godt for dig, vil du opleve, hvordan en følelse af frihed begynder at snige sig ind. Dette giver større velvære og glæde, og følelsen kan desuden udrette mirakler fra din krop, da det får dig fra dit stress til dit afslappede nervesystem. Herfra vil vi ofte føle os meget mere fyldt med energi, og livsglæde – det gør os mere tiltrækkende – men det bidrager generelt til et positivt livssyn, der gør godt for hele dit liv.

Dyrk taknemmelighed


Det er rigtig let at blive så fokuserede på det, vi ikke har, og hvor meget denne ting mangler i vores liv; at vi glemmer at huske de ting, vi allerede har, som er ret fantastiske. Når vi husker på hvilke ting, der allerede fungerer rigtig fint i vores liv, ændrer vi vores energi og vores tanker. I stedet for at se livet fra et halv tomt glas, ser vi det i stedet som halvt fyldt. Det er langt lettere at være positiv, og se frem til gode ting, hvis man i forvejen føler sig heldig, snarere end hvis man føler sig lidt snydt. Når vi oplever at livet tager sig godt af os, vil vi være optimistiske og med tillid glæde os til, hvad fremtiden bringer. Dette er modsat af situationen, hvor vi underbevidst tænker, at verden nægter os noget, vi enormt gerne vil have, hvilket skaber negativitet.

Om end du på ingen måde skal se dette som en ekstra ting på din to-do liste, så kan du evt. eksperimentere med at starte din dag med at tænke på 5 ting, du er taknemmelig for. Du kan også slutte din dag med at skrive 3 ting ned, der skete i løbet af dagen, som du er taknemmelig for. Vi har altid et valg, når det kommer til, hvordan vi ser vores verden. Du kan vælge at se efter de positive ting, eller du kan vælge at fokusere på det negative. Hvilket valg, tror du, vil gøre dig mest lykkelig? Vælg dette.

Sig Ja! Vær spontan og åben


Når det er sommer, er det ofte lettere at være spontan. Dagene er længere, det kan føles som om, vi har mere tid til rådighed – så dyrk de spontane møder. Sig ja, når din ven eller veninde spørger om I skal cykle en tur og stoppe for at få en kaffe eller en is. Ta’ dig tid til at snakke med de mennesker, der er omkring dig – selv hvis det bare er smalltalk, mens I venter på at bestille i baren. Ved at sige ja til ting, du ikke har planlagt, kan du let ende i nye situationer med nye menneske på steder, du ikke tidligere har været. Det eneste, det kræver, er, at du er åben. Måske du og en ven udforsker et nyt område, måske I inviterer en veninde med, som I ikke kender så godt, eller det kan være, du inviterer en potentiel flirt ud. Ta’ lettere på tingene. Vores hoveder er mestre i at opsætte forhindringer til, hvorfor vi ikke skal gøre nye ting, eller skabe 15 frygtfyldte grunde til, hvorfor at gøre noget nyt er en dårlig idé. Men vælg at se disse sommeroplevelser, som et eventyr du tager på, hvor det handler om at sprede god stemning for dig selv og andre – og så ellers ikke have andre bagtanker: Morgenen, dagen og aftenen må udfolde sig, som den har lyst: du er der bare for at opleve og for at nyde, hvad livet har at byde på.

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...