Afhængighed i et forhold er ik' forbudt - 3 slags tilknytning


De seneste år har der været meget fokus på, at vi skal være uafhængige af vores partner og selv være herre over vores egen lykke. Jeg er enig i, at vi ikke kan placere vores lykke på et andet menneske, men når det kommer til at indgå i et forhold, så vil der altid være en form for tilknytning til vores partner. Spørgsmålet er, hvordan vi knytter os til en partner på en sund måde. I bogen ‘Attached’ af Amir Levine og Rachel Heller, kan du lære om tre universelle måder at danne tilknytninger på. Bogen er baseret for videnskabeligt beviste måder, mennesker knytter sig til hinanden på, og hjælper dig til at se, hvilken type du eller din partner er, ligesom den giver råd til, hvordan du kan finde og beholde kærligheden.

De tre former for tilknytning


Der er tre forskellige typer af tilknytning. ’Den sikre’ (secure), ’den angste’ (anxious) og ’den undvigende’ (avoidant). Der er ikke en tilknytningsstil, som er bedre end en anden – de er bare forskellige og er typisk dannet ved fødslen. Dog er det værd at vide, hvilken form du er, for at du kan støtte dig selv og din partner bedst muligt, når I indgår i et forhold. Når du er opmærksom på disse typer, vil du nemlig bedre kunne forstå, hvorfor du har/får det, som du gør, og ligeledes hvordan du bedst tackler din partner. Bogen siger nemlig, at de fleste udfordringer i et forhold ikke skyldes konflikter, men snarere forskellige behov hvad angår intimitet.

Typerne er identificeret ud fra forskning, så som hvordan små børn reagerer i situationer, hvor de først har følt sig trygge hos deres mor eller far, men så lades alene, når hun eller han går ud af rummet. Dels er der set på, hvordan barnet reagerer, når deres forælder går, og dels hvordan barnet responderer, når deres far eller mor er tilbage i rummet.

1. Den sikre


De mennesker, der har en sikker tilknytningsstil, er typisk mennesker, der havde en sund barndom, og som er bedre til at indgå i romantiske forhold (mens angste og undvigende typer finder intime relationer mere udfordrende). For denne type mennesker kommer det naturligt at være varm og kærlig, de bliver ikke så let kede af det, og så er de generelt heller ikke særlig jaloux anlagt. Den sikre type kommunikerer sine behov åbent, ærligt og tydeligt – og frygter ikke sin partners reaktion på samme måde, som de to andre typer gør.

I bogen sammenlignes den sikre type desuden med det forhold, man har til sin hund: En hund kan ødelægge ting, kan vække én om natten og vil altid have éns opmærksomhed. Det er irriterende, men som en hunds herre er man stadig villig til at se bort fra dette, fordi man elsker den. Således gør sikre mennesker i forholdet til deres partner. Selvom partnerens adfærd er irriterende, så vil en sikker person være villig til at se bort fra det.

I forskningen legede de ‘sikre børn’ godt, når deres forælder var i rummet, men reagerede så ved at blive synligt kede af det, da deres forælder gik. Ligeledes blev børnene synligt glade, når han eller hun kom tilbage igen og fortsætte således med at lege. Er sikkert barn vil søge trøst hos sin mor eller fra, når det bliver bange.

2. Den angste


Angste mennesker er ofte meget optaget af deres forhold og har en tendens til at bekymre sig om deres partners evne til at returnere deres kærlighed. De bliver simpelthen nervøse og stressede over deres forhold. Et menneske der har en angst måde at danne tilknytninger på, elsker at være tæt på sin partner og frygter ofte, at partneren ikke vil være så tæt, som de selv ønsker. De er følsomme overfor ændringer og ord, bliver ofte let kede af det og deres humør fluktuerer desuden mange gange for at tilpasse deres partners behov.

De mennesker, der er angste i deres tilknytningsform, kan, når de indgår i et forhold, desuden finde på at anvende det, bogen kalder ‘protest adfærd’. Dette sker, når angste mennesker reagerer på en måde, hvor de med deres adfærd protesterer imod deres partner i et forsøg på at komme tættere på vedkommende. De kan eksempelvis ringe, skrive beskeder eller sende e-mails mange gange i løbet af en dag. De kan finde på at føre regnskab over, hvem der kontakter hvem og hvor ofte – og de kan endda finde på at true med at forlade deres partner. ‘Silent treatment’ overfor deres partner er endnu et eksempel på protest adfærd, hvilket kan virke ulogisk, da det, de i virkeligheden ønsker, er at være tæt på deres partner, men de gør det for at fremprovokere en reaktion, der får dem til at føle sig tættere.

I forskningen afsløredes de ‘angste børn’ ved at de klamrede sig til deres forælder og ofte handlede på en måde, hvor de var desperate efter opmærksomhed. Når forælderen var gået men således kom tilbage igen, reagerede disse børn ved at virke forvirrede eller irriterede, og lod ikke til at blive trøstede og afslappede til trods for at deres far eller mor var tilbage. Børnene gik heller ikke tilbage til at lege igen, men blev i stedet hos deres forælder.

3. Den undvigende


Undvigende mennesker sætter lighedstegn mellem intimitet og tab af uafhængighed, hvorfor de konstant søger at minimere tætheden. De er ofte vokset op i familier, hvor deres forældre har været følelsesmæssigt utilgængelige, og mange gange ikke har været særlig opmærksomme på dem og deres behov. Som resultat har disse mennesker lært at undertrykke det naturlige behov, de har for at opsøge trøst, når de bliver bange, er kede af det eller er fortvivlede. Undvigende mennesker sætter grænser og er meget gode til at håndhæve dem. Det er vigtigt for dem at forblive uafhængige og selvforsynende, de er ubekvemme ved at være tætte og bruger ikke meget tid på at bekymre sig om deres forhold. Generelt er denne type mennesker ikke så åbne omkring deres følelser, som de andre to typer.

Ligesom angste mennesker har et reaktionsmønster for at opnå tryghed i form af protest adfærd, så har undvigende mennesker det også. Dette kaldes deaktiverende strategi og er det, undvigende mennesker gør i et forsøg på at skabe afstand til deres partner. Når en person har været i et forhold i lang tid, men på samme tid siger, at han eller hun ikke er klar til at forpligte sig, så er det et eksempel på deaktiverende strategi. Det samme er det, når undvigende mennesker fokuserer på små ting og nogle gange checker ud rent mentalt under samtaler. Nogle undvigende mennesker har desuden også hemmeligheder og kan finde på at undgå fysisk tæthed.

Måden, hvorpå de undvigende børn reagerede i forskningen, var ved at virke som om det ikke betød noget, da deres forælder gik. De udviste ikke tegn på at være fortvivlede eller kede af det, men viste heller ikke nogen interesse, da forælderen kom tilbage. I stedet var det som om disse børn kunne ignorere deres forælder. Om end barnet ikke reagerede, skrives det dog i bogen, at reaktionen langt fra afspejler, hvordan barnet har det indeni, da handlemåden snarere er en tillært overlevelsestaktik. Dette skyldes, at barnet har lært ikke at vedkende sig sine behov, idet en reaktion kun vil betyde at forælderen bliver irriteret, og som reaktion vil afvise barnet (ofte i form af skæld ud).

Hvem passer sammen?


Ifølge bogen bør angste mennesker ikke date undvigende mennesker. Grundet protestadfærd og deaktiverende strategier passer den angste og den undvigende type nemlig ikke særlig godt sammen, da den ene vil blive ved med at skubbe fremad, mens den anden person vil forsøge at trække i den modsatte retning. Dog er der ting, man kan gøre, for at få tingene til at fungere, hvis du allerede er i sådan et forhold. Læs mere om det i bogen.

Hvis du dater en person, der er den samme type som dig, kan det sagtens fungere, da to ens typer vil handle på samme måde og således kan få hinanden til at føle sig trygge. Sikre mennesker kan date både angste og undvigende mennesker, idet de er overbærende og kan skabe balance.

Hvis du ikke er helt klar over, hvilken type du eller vedkommende, du dater er, så kan du læse hele bogen. Bogen giver mange flere eksempler og bedre afklaring, og den indeholder også en test. Desuden giver den mange gode råd til, hvordan du bedst klarer udfordringer mellem forskellige tilknytningstyper. Jeg synes helt sikkert, den er værd at læse, hvis du ofte bliver usikker, når du kommer tæt på en ny person. Den giver en god forståelse for dine egne og din partners reaktioner og vil således hjælpe dig til at udvikle dig, så du føler dig mere tryg og kan handle på en hensigtsmæssig måde, når I lærer hinanden at kende.

Du kan købe bogen ‘Attached’ af Amir Levine og Rachel Heller her.

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Artikler

Profiler på Dating.dk

Opret din gratis profil nu

- når du er klar til en rigtig kæreste

Bliv klogere på singleliv og kærlighed

Ja tak - jeg vil gerne modtage Dating.dk's nyhedsbrev og være sikker på altid at få nyheder, events, inspiration, markedsføring og tilbud direkte i min indbakke

Tilmeld

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet. Vi passer godt på dine oplysninger - læs mere i vores persondatapolitik.

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand