Mød mange flere singler med en god profiltekst - uden at skulle skrive en halv roman

Hvordan skriver man en god profiltekst?


Altså en profiltekst, der vækker andre Dating-brugeres nysgerrighed og viser, hvem du er. Og helst ikke en, der lyder som en russisk kontaktannonce pakket ind i klichefyldte sprogblomster som ’prinsen på den hvide hest’ eller ’den eneste ene’. Ja, hvordan? Det kan synes svært, men behøver slet ikke at være det. Her får du fem gode råd til at skrive din profiltekst.



Men inden da skal vi lige slå én ting fast: Tekst på en skærm kan desværre ikke formidle de vigtigste ting ved kærligheden: Kemi, kropssprog, reaktioner, berøring og al det der. MEN tekster kan noget andet. De giver dig rum og plads til at sige noget om dig, som du virkelig vil understrege – på den måde, du ønsker at sige det.


3 lyntips, inden vi starter


Du skal ikke føle dig presset til at skrive en lang roman om dig selv. Ofte er det faktisk bedre at skrive kort og præcist. Der er heller ingen krav om at være kreativ og humoristisk. Du skal bare virke menneskelig over for de andre singler. Og lad os lige starte med at aflive tre af de værste syndere på det område, så vi kan komme ind til kernen af den gode profiltekst:




  • Drop klicheerne. Der er en grund til, at det hedder klicheer – fordi alt unikt og personligt er slidt ud af dem. ’Lange gåture på stranden’? Har vi ikke hørt det før?

  • Lad være med at overdrive. Meget lange profiltekster bliver sjældent læst. Og desuden skal du jo også have noget at fortælle på første date. Så skriv kort, og del gerne teksten op i små afsnit af tre-fire linjer.

  • Skriv enkelt. Det er en profiltekst, ikke en rapport eller et speciale. Undgå besværlige ord som ’således’ og ’endvidere’, og skriv aktivt og enkelt i stedet for.




Med ovenstående lyntips kan du udrydde det værste af den støj, der tager opmærksomhed fra tekstens mission; at præsentere dig for de andre brugere på Dating.dk. Og så er vi klar til at give dig de 5 råd, vi mener, er mest effektive.


1. Tænk på din målgruppe



Hvem skriver du til? Husk, at teksten skal give andre et indtryk af dig. Den skal ikke skabe et glansbillede af noget, der måske kunne have været dig.



Alarmklokken skal ringe, hvis du pludselig tænker: ”Hvad ville mine venner mon tænke om den her sætning?” Stop! Du skriver ikke til dine venner, børn eller kollegaer. Du skriver i håbet om at ramme lige ind i hjertet på en person, som kan blive din kæreste.



Derfor er det også en god ide at droppe synonymordbogen og tanken om den perfekte tekst. Vi har alle vores skønhedsfejl, der ofte er mere charmerende og jordnære end det (kedelige) perfekte.


2. Hav en god åbningslinje



Den første linje er den vigtigste i hele teksten. Det er indledningen, der afgør, om andre læser din profil eller klikker videre. Så brug lidt ekstra tid på den, og overrask gerne din læser.



Indledninger som ”Velkommen til…” eller ”Jeg er en frisk pige på 35 år…” får ikke ligefrem nogen til at spærre øjnene op. Ville du starte en date med at sige ”Velkommen til denne cafe. Jeg er 35 år og bor i Århus. Jeg kan godt lide hunde, gåture på stranden og et lille klap bagi”? Nej, vel?



Prøv i stedet at starte med en sætning, man ikke forventer. Her er to (banale) eksempler: ”Jeg er ikke særlig kræsen, så længe du er smuk, rig og intelligent – og selvfølgelig accepterer, at jeg ikke er nogen af delene” eller ”Min stemme er i overgang, mit hår er helt forkert, jeg går i det forkerte tøj, og så er jeg genert.” Okay, det er måske ikke verdens bedste eksempler på noget rasende originalt, men vi håber, at du kan se pointen.


3. Tal til sanserne


Hvis du virkelig insisterer på, at du elsker den gåtur på stranden, så lad os høre hvorfor. Varmt sand mellem tæerne, en smuk solnedgang, hypnotiserende bølgeskvulp, dybe samtaler, læber med en let smag af saltvand. Du vil gerne vække en følelse eller et behov hos din modpart, der giver lyst til at kontakte dig for at se, om der er match. Så i stedet for at skrive, hvad du godt kan lide, så beskriv det i en situation, der skaber billeder. Den slags elsker vi at læse!


4. Udvælg og uddyb


Du skal beskrive de egenskaber ved dig selv, som du allerhelst vil understrege. Men pas på, at de ikke drukner i en kæmpe informationsmængde. En profiltekst er ikke en indkøbsliste over det, du skal huske, når du shopper efter dates. Opremsninger som ”Jeg er glad for at læse, løbe, rejse, lave mad, studere, se film, spise med pinde, udstoppe firben, spille trompet, lave solhilsner og klø mig på næsen” vækker ofte mere forvirring end nysgerrighed.



Prøv på samme måde at understrege og uddybe de vigtigste af de tillægsord, du vælger at beskrive dig selv med. Hvad ligger der egentlig i at være sød, kærlig, givende, energisk, udadvendt, loyal og social? Hvis du i stedet fortæller, at en perfekt torsdag aften for dig er sammen med vennerne til en god koncert, så kan din potentielle date selv danne sig et billede af, at du er social, udadvendt, vellidt og har godt med energi.


5. Sig det, som det er


Og endelig: Med ærlighed kommer du bare længst. Så simpelt er det. Skuffede forventninger er noget af det sværeste at komme sig over. Vi ville gerne give dig nogle eksempler, men du kender trods alt dig selv bedre, end vi gør. Så ærligheden er din opgave.


Så er det nu


Vi håber, at du kan bruge rådene og nu føler dig klar til at skrive din profiltekst. Et sidste råd på falderebet er at opfordre til kontakt. Det kan virke banalt på et datingsite, men der sker ikke noget ved at gøre andre trygge ved at skrive til dig. Skriv eksempelvis, at du glæder dig til at høre fra søde singler, og at du altid forsøger at svare så hurtigt som muligt.



Vi glæder os til at læse om dig. Held og lykke!



Venlig hilsen

Dating.dk

Opret en profil på bare 3 minutter

Hvad søger du?

I alderen...

Der bor i...

Artikler

Profiler på Dating.dk

Opret din gratis profil nu

- når du er klar til en rigtig kæreste

Bliv klogere på singleliv og kærlighed

Ja tak - jeg vil gerne modtage Dating.dk's nyhedsbrev og være sikker på altid at få nyheder, events, inspiration, markedsføring og tilbud direkte i min indbakke

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet. Vi passer godt på dine oplysninger - læs mere i vores persondatapolitik.

Kærligheden starter her

Opret din gratis profil nu

Jeg er kvinde Jeg er mand